• English flag

  Ann Marie Thorgaard


Min søn holdt mig oppe

Da jeg var 24, fik jeg det, de troede var en forbigående psykose. Jeg manglede et år af min uddannelse til socialpædagog, da jeg blev udskrevet med en hel pose fuld af psykofarmica.

Jeg tog på Testrup Højskole og havde en god tid der, hvor jeg også mødte min mand, og så flyttede vi til Esbjerg. I 1990 fik jeg min søn og jeg røg ud i en meget alvorlig fødselspsykose, som varede i to år. Da min søn var tre, flyttede vi til København.

Jeg blev indlagt med skizofreni. Jeg hørte stemmer og jeg var angst, fordi jeg kunne høre stemmer udefra. Jeg fik noget forfærdeligt medicin, som gjorde kroppen urolig – som om man havde indvendige myggestik over det hele. De kaldte os tripperne, fordi vi altid stod og trippede på afdelingen, når vi skulle have vores medicin.

Jeg har oplevet et hav af ting, der var dybt uretfærdige i behandlingssystemet. Men jeg har ikke magtet at gøre noget ved det. Når man er deprimeret – og det var jeg, samtidig med at jeg var angst for at få tilbagefald – så kan man ingenting klare. Jeg kunne ikke arbejde, ikke overkomme at gøre rent, lave mad. Jeg kunne næsten ikke klare at passe min søn.

Omkring 1998 kom der noget nyt medicin, og det var noget helt andet. Jeg fik antidepressiv medicin og kunne pludselig stå op og fungere. For fire et halvt år siden blev jeg medlem af Fountain House, og det har gjort, at jeg har fået ro på mit liv. Jeg har fået en social base. I starten kom jeg hos Fountain House en gang om ugen. Så begyndte jeg at udstille mine billeder, gå på skrivekursus og få gang i at spille instrumenter igen.

Jeg har gennem alle årene haft en aflastningsfamilie til min søn. Det er de dejligste mennesker, som jeg reelt har delt mit barn med. De er mine bedste venner i dag, ligesom jeg har haft min søster, min moster og min mor, som altid har været et sikkerhedsnet omkring mig.

Min søn går nu i 3.g. og har sagt, at han aldrig har følt, at jeg svigtede. Jeg har selv tit gået med en dårlig samvittighed, men den har jeg ikke grund til at have, siger han. Jeg kan huske, hvordan jeg – dengang han var ti år gammel – ville give ham en forklaring. Jeg fortalte ham, at jeg var nødt til at tage medicin, for at få drømmene til at gå væk. For jeg havde det som om, jeg havde mareridt om dagen. Det forstod han.

Min søn har holdt mig oppe. Jeg er mor og jeg skulle være der for ham. Det vigtigste i et sygdomsforløb som mit er at tro på, at man kan få det bedre. Nu har jeg endelig fået en hel vifte af muligheder – blandt andet går jeg nu efter at få et fleksjob eller et ordinært arbejde. Jeg håber, at jeg næste år kan starte på en overbygning til min uddannelse som pædagog, så jeg bliver i stand til at arbejde med psykisk syge på professionel basis. Uddannelsen hedder Medarbejder med brugererfaring. Det har givet mig en livslyst og livsglæde. Det er faktisk først nu, at jeg helt ærligt kan sige, at jeg har et godt liv.

 

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --