• English flag

”Unge kan tale for sig selv - voksne skal lære at lytte”

Unge fra hele Norden samles i weekenden til det første Nordiske Ungepsykiatritopmøde. Vi har talt med to af de nordiske NGO'er om deres forventninger til topmødet.
16. november 2017, 13:00



Unges mentale sundhed er i den grad et tema i disse år, og for første gang sætter unge fra hele Norden sig om samme bord for at diskuterer løsninger på unges udfordringer. 

Det sker, når Det Sociale Netværk inviterer til Nordisk Ungepsykiatritopmøde den 19. og 20. november i København. 

Her mødes 50 unge fra nordiske NGO’er, der arbejder med mental sundhed og psykisk sårbarhed: norske Mental Helse Ungdom, svenske Tilia, finske Yeesi, islandske Hugarafl, færøske Sinnisbati, grønlandske Avalak og en række danske initiativer blandt andre En Af Os, Ventilen og Det Sociale Netværks initiativer headspace og Unge På Vej.

27-årige Sarah Wessmann, der er koordinator for Unge På Vej, mener, at det er vigtigt med et topmøde, hvor det er unges sprog og stemmer, der sætter dagsorden.

”Forudsætningen for, at der kan udvikles effektive strategier til at støtte ungdommen er jo netop, at det er de unge selv, der er med til at forme disse strategier - således at de afspejler et stærkt ungeperspektiv. De unge, der deltager på topmødet, har fingrene helt nede i materien og kommer med en bred erfaring ved enten at have mærket psykisk sårbarhed på egen krop eller ved at møde en masse sårbare unge via deres engagement i civilsamfundet”.

Hun mener, at det især er vigtigt, at deltagerne på topmødet får diskuteret den tidlige indsats til sårbare unge. 

”Mange unge føler sig ikke taget alvorligt, når de italesætter deres oplevelser af mental mistrivsel. Mange får at vide, at de ikke er syge nok til at modtage hjælp. Men vi har brug for flere tidlige indsatser, der hjælper unge. Her spiller civilsamfundet og NGO’erne en vigtig rolle, da de både arbejder forebyggende, men også fordi de tilbyder unge et fællesskab, hvor psykisk sårbarhed bliver normaliseret og afmystificeret, og det kan være en lettelse for mange. Et safe space så at sige”, siger Sarah Wessmann.

Et rummeligt samfund

Den islandske forening Hugarafl, der betyder Mindpower eller sjælekraft, har fokus på recovery og empowerment blandt unge, der har været ramt af psykiske problemer eller sårbarhed. 

”Vi skal have et rummeligt samfund, hvor vi kan tale åbent om, at vi alle kan rammes af psykisk sårbarhed, det er ikke det samme som at være syg”, fortæller 29-årige Svava Arnardóttir, der er en af repræsentanterne fra Hugarafl på Nordisk Ungepsykiatritopmøde.

Og det er nødvendigt at oplyse om psykisk sårbarhed og konsekvenserne ved psykisk mistrivsel, for også flere islandske unge oplever at stå helt uden for samfundet og dets fællesskaber.

”Mange unge i Island dropper ud af skolen i højere grad end i de lande, vi normalt sammenligner os med – Norge, Sverige og Danmark. Og i Island er der en stigning i antallet af unge, der tildeles førtidspension, og psykiske problemer er den væsentligste årsag”, fortæller hun.

Hvad nu, hvis de angriber os?

I initiativet Young Minds taler de frivillige i Hugarafl med unge mellem 18 og 30 år.

”Her tager de frivillige udgangspunkt i deres egne erfaringer og hjælper unge ud fra, hvad de selv har oplevet. Ligesom de tager ud på skoler og fortæller deres historie”.

På de islandske skoler har Hugarafls frivillige oplevet de fordomme, som hersker om psykisk sårbarhed.

”I begyndelsen var eleverne meget skeptiske, når der kom frivillige på besøg, fordi der er så lidt oplysning om psykisk sårbarhed. Eleverne kunne finde på at spørge deres lærer: ”Hvad, hvis de angriber os?”. Men nu ved de, at de frivillige er unge helt som dem selv. Det har været ret fantastisk at opleve den udvikling, og det gør virkelig en forskel”, siger Svava Arnardóttir.

Hugarafl vendte alting på hovedet

Svava kommer ligesom de fleste unge fra Hugarafl med egne erfaringer i bagagen.

”Jeg fik en krise, da jeg gik på universitetet. I mit møde med det psykiatriske system fik at vide, at jeg var syg, at jeg nok aldrig ville blive rask, og at jeg skulle tage medicin resten af mit liv. Jeg mener, at det er et budskab, der fjerner håb”.

Men midt mellem hvide kitler på hospitalsgangene fandt hun en brochure fra Hugarafl – og her var fokus et helt andet sted end på en livstidsdom som kronisk syg.

”Der stod i bund og grund bare, at ’vi tror på dig, og vi tror på, at du kan komme dig’. Det vendte alting på hovedet. Jeg havde vænnet mig til at blive betragtet som patient, og nu kom der nogen og sagde, at jeg selv kunne gøre noget ved det. At jeg selv kunne gøre en forskel”, fortæller Svava.

Hun glæder sig til at sætte fokus på unges mentale sundhed på det nordiske ungetopmøde. 

”For mig er de vigtigste temaer på topmødet tidlig forebyggelse, håb og recovery. Vi vil gerne have et sundhedssystem, hvor man ikke tænker på psykiske problemer som noget kronisk – en livstidsdom – men hvor man i stedet har fokus på, at folk kan komme sig og få det bedre. Mental sundhed er for alle, det handler om at passe på sig selv. At passe på sin mentale sundhed burde være det samme som at passe på sin fysiske sundhed”.

Hospital eller ingenting

Den svenske NGO Tilia blev stiftet i 2012 som en reaktion på, hvordan unge blev behandlet i det psykiatriske system. Initiativtageren Annesofie Blixt arbejdede som behandler i psykiatrien med unge med spiseforstyrrelser og selvskade.

Der var ingen tilbud til sårbare unge eller efterværn til unge, der havde været indlagt.

”I Tilia har de fleste unge selv erfaringer med psykisk sårbarhed – unge der er trætte af, at læger og psykologer sætter dagsordenen for, hvordan man taler om mental sundhed blandt unge. I Tilia ønsker vi at se alle unge og deres behov”, fortæller 24-årige Adam Werner, der repræsenterer Tilia på ungepsykiatritopmødet.

Vi tager unge seriøst

Tilia arbejder især inden for tre hovedspor: opinionsarbejde i forhold til politikere, meningsdannere og professionelle, forebyggende indsatser og støttende funktioner i forhold til unge. 

”Man taler ofte om de unge og ikke med dem. Ligesom mange politikere tror, at de ved, hvad der rører sig i ungdommen, og hvad de unge vil have, men sådan er det sjældent. Vi tager de mennesker, som vi taler på vegne af, seriøst”, siger Adam Werner.

Adam Werner har selv været ramt af psykiske vanskeligheder, der begyndte allerede, da han var 11-12 år gammel, og som fulgte ham i mange år.  

”Mine forældre var skilt, og det var en noget kompliceret familiesituation. Jeg begyndte at få det fysisk dårligt og havde meget ofte ondt i maven, men jeg vidste ikke, at det var på grund af noget psykisk. Jeg havde meget selvhad og følte skam og skyld”, fortæller han.

”Da min farmor døde nogle år senere, gik der hul på alle de ting, jeg havde gået og bygget op. Jeg havde en lang række depressive symptomer og fik psykologhjælp og medicin. Det kulminerede, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, hvor jeg havde selvmordstanker og også forsøgte at tage mit eget liv. Først dér kunne jeg få hjælp af systemet og endte med at blive indlagt på et psykiatrisk hospital”.

Unge føler sig overset

Det, der gjorde forskellen for Adam, var, at der var en enkelt sygeplejerske i det store hospitalssystem, der så ham, tog ham seriøst og spurgte til, hvordan han havde det. 

Efterfølgende blev Adam frivillig i Tilia, fordi han gerne ville hjælpe andre unge. I Tilia rådgiver man unge via chat, og de har omkring 200 samtaler med unge hver måned. 

”Mange af de unge, vi taler med, føler, at de bliver kastet rundt. At de ikke bliver taget seriøst, og at de ikke er ”syge nok” til at få hjælp. Min historie er meget normal, jeg er ikke speciel på nogen måde. Mange henvender sig også, fordi de er bekymrede for deres venner, som har det dårligt”, siger Adam Werner og fortsætter:

”Det er ikke de udsatte unge, der kontakter os – det er de bedste i klassen. De har det skide dårligt. Vi ser flere og flere unge, der har udmattelsessyndrom, fordi de presser sig selv så hårdt. Mange unge i Sverige mangler voksenrelationer og voksenforbilleder. Ganske enkelt nogen, der lytter til dem. Mange unge oplever, at de ikke bliver set eller hørt”.

Vi er nogle, der slås for de unge

Adam Werner ser ungepsykiatritopmødet som en enestående mulighed for at give ordet til ungdommen.

”Det gode ved topmødet er, at det er de unge, der er repræsenteret. Tit er det de voksne og politikerne, der snakker. Men unge kan tale for sig selv, og de voksne skal lære at lytte til unge – lære at se dem. Topmødet handler om at høre de unges stemme, og hvad unge gerne vil. Og så er det vigtigt at vise unge, at der er nogle, der slås for dem”.

Han ser frem til at høre, hvordan de andre nordiske NGO’er arbejder med mental sundhed blandt unge.

”Jeg glæder mig meget til at høre erfaringer fra de andre nordiske lande. Det er for eksempel meget spændende med det arbejde, som headspace laver i Danmark, det vil vi også rigtig gerne have til Sverige. Det viser, hvor stor en forskel frivillighed kan gøre. Og så er det vigtigt, at vi får en generel drøftelse af, hvordan vi ser på unge i dag, hvordan vi behandler dem, og hvorfor der er så mange unge, der lever uden reel voksenkontakt. Hvorfor er det sådan?”.

For ham er en af løsningerne at adressere mental trivsel langt tidligere, end man gør i dag.

”Man skal tale om mental sundhed med børn allerede meget tidligt i skolen og give dem værktøjer til at passe på sig selv. Og man skal give ungdommen et sprog til at sætte ord på de ting, der er galt. Da jeg selv havde det dårligt i skolen, var der ingen, der spurgte mig, hvordan jeg havde det. Det vil jeg gerne være med til at ændre på”, siger Adam Werner. 

Unge har selv løsningen

Adam Werner oplever, at der bliver taget mange beslutninger på unges vegne, uden at de bliver hørt. 

”Jeg synes ofte, at når politikerne skal lave initiativer til unge, så bruger man enormt meget tid og mange penge på at udvikle avancerede metoder til at måle alt muligt. Men når man så snakker med unge, så kommer de ofte frem til helt andre og langt mere enkle løsninger”.

For ham handler ungetopmødet om, at unge selv får mulighed for at sætte ord på deres udfordringer – og ikke mindst at finde løsninger i fællesskab.

”Mange unge har selv løsningen i sig. Men de har brug for støtte og kærlighed – det handler om at møde folk med respekt og lytte til, hvad de siger”.