• English flag

Nordisk Psykiatritopmøde i Island: Giv børnene indflydelse

I slutningen af marts deltog vores chefkonsulenter Pia Bindesbøll og Laura Nygaard i det tredje nordiske psykiatritopmøde i Reykjavik, Island. Læs et par interessante betragtninger fra topmødet her.
23. april 2019, 15:55

 

Topmødet blev afholdt i samarbejde med Nordisk Ministerråd og havde undertitlen: School as the Venue for Mental Health Promotion, Prevention and Early Intervention. På tværs af nationerne i Norden var socialarbejdere, psykologer, sundhedspersonale, forskere, politikere, embedsmænd plus en håndfuld unge samlet for at diskutere, hvordan vi i fællesskab og ved at samarbejde kan tage hånd om den udbredte mistrivsel, som vi ser i hele Norden.

Desværre glimrede Danmark ved fravær af deltagelse på øverste niveau, da ingen dansk minister deltog, ligesom der ikke var dansk deltagelse i den afsluttende paneldebat mellem unge fra Norden. Men ikke desto mindre var det interessant at høre bud på, hvilke muligheder, der er ift. skolebaseret fremme af trivsel hos børn, og hvordan vi i skolen kan implementere indsatser, som gør en reel forskel for børns trivsel.

Hovedpointerne var, at samarbejde og fælles ansvarstagen på tværs af lande, ministerier og kommuner er en absolut nødvendighed for at lykkes med vores indsatser. Systemiske og strukturelle problemer kan ikke løses på individniveau. Uanset hvor meget viden, erfaring og engagement vi som enkeltpersoner og endog organisationer lægger ind i indsatsen for at fremme børns trivsel, kan vi kun virkelig lykkes med denne indsats, hvis den understøttes af samfundsmæssige strukturer og systemer, som giver mening. Her er det vigtigt, at vi altid inddrager børnene, de unge og de familier, som det handler om. Børn og unge skal ikke blot være kransekagepynt – de skal have reel indflydelse.

Vi har i Det Sociale Netværk etableret et samarbejde med Danmarks Lærerforening om initiativet ”Unges Trivsel i Skolen”. På skoler over hele landet vil vi forsøge at tage udgangspunkt i børnenes hverdag og skabe bedre trivsel. Projektet understøttes af forskning i regi af NUBU og lægger stor vægt på, at det er de unge selv, som i samarbejde med lærerteam, skoleledelse og headspace definerer udfordringer omkring deres trivsel, samt hvilke løsninger der kan gøre en reel forskel.

Med lommerne fyldt med inspiration fra konferencen på Island glæder vi os til fortsat at kæmpe for bedre trivsel blandt børn og unge!

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --