• English flag

”Jeg får en god fornemmelse i kroppen”

Peter Meyer Clausen har været frivillig til seks ud af syv af psykiatritopmøderne. Han har selv været pårørende til en kæreste, der led af en spiseforstyrrelse, og derfor ligger psykiatriområdet ham voldsomt på sinde.
8. oktober 2015, 14:00

Alarmen ringede lørdag morgen klokken 3.45 i Aarhus hos Peter Meyer Clausen og kæresten. For sjette gang drog de på tværs af kongeriget til Frederiksberg Gymnasium for at være frivillig til Psykiatritopmødet 2015.

Alt sammen for at være en del af fællesskabet og få udbredt kendskabet til psykisk sårbarhed.

”Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel. At vi kan åbne øjnene hos politikerne – men også hos almindelige borgere, som ikke har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Jeg håber, at det at have en psykisk lidelse på sigt vil blive accepteret i samfundet,” siger Peter Meyer Clausen.

Mens han trisser rundt i den velkendte røde trøje med påskriften: ’Hvad kan jeg gøre for dig’. For hvert år han kommer til Psykiatritopmøde, stiger hans optimisme og forhåbninger for en bedre og ligeværdig fremtid for psykiatribrugerne.

”Jeg får en god fornemmelse i kroppen, hver gang jeg er herovre.  Jeg kan se, at der sker fremskridt. For eksempel var der ikke noget, der hed psykisk sårbar for syv år siden. Det er på alles læber nu, og man tør tale om det svære. Det giver et håb,” siger Peter Meyer Clausen, som til dagligt arbejder som værkmester i Statsfængsel Østjylland.

Livet som pårørende er drivkraften
Peter Meyer Clausen har selv været pårørende til en kæreste som led af en spiseforstyrrelse. Hans interesse for psykiatriområdet stammer fra den tid, hvor han også var bestyrelsesmedlem i PS - Landsforening for pårørende til spiseforstyrrede, som i dag er en del af LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

”Det var jo et mareridt. At stå med et menneske, som gerne vil have hjælp, men ikke kunne få den. At man skulle slås med det politiske system i ti måneder, før behandlingen endelig blev bevilliget.  Det har virkelig sat sine spor. Derfor mener jeg også, at Psykiatritopmødet er vigtigt. Området er alt for nedprioriteret, og der mangler penge og behandlingssteder. Topmøderne er med til at sætte fokus på manglerne,” mener Peter Meyer Clausen.

Kæresten er i dag rask, og de to har holdt sammen i 15 år. Det, at kunne være med til at gøre en forskel sammen på psykiatritopmøderne, giver dem en fantastisk energi.

”Vi oplever rigtig meget topmøderne fra brugernes vinkel. Stemningen svinger meget fra forvirring til optimisme og glæde. Langt de fleste får nyt håb med hjem – også dem, som ikke havde håb.”

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --