• English flag

Gode visioner i den nye handlingsplan for psykiatrien

I sidste uge kom regeringen med deres forslag til en ny handlingsplan for psykiatrien frem mod 2025. Planen lægger op til at styrke headspace med 80 millioner kroner over de kommende fire år.
26. september 2018, 17:10

 

Andelen af unge, der har dårlig mental sundhed, skal senest i 2025 være faldet med 25 procent. Det kom frem, da regeringen i sidste uge fremlagde en ny handleplan for psykiatrien.

Både sundhedsminister Ellen Trane Nørby, statsminister Lars Løkke Rasmussen samt børne- og socialminister Mai Mercado præsenterede 43 nye tiltag, der skal løfte indsatsen hele vejen rundt om psykiatrien frem mod 2025.

Og her var især fokus på tidlige indsatser og forebyggelse, når det kommer til at forbedre den mentale sundhed for børn og unge.

Flere headspaces på landsplan

Helt konkret lægger regeringen op til, at headspace går fra 18 til 35 headspaces på landsplan. Det skal rulles ud fra 2017, såfremt regeringen får opbakning fra de resterende partier i Folketinget til deres handleplan for psykiatrien.

”Der er ingen tvivl om, at headspace er et godt sted, hvor man ikke sættes ind i rammen af at være syg, og hvor den unge alligevel kan få hjælp og nogen at tale med. Hvor der er ung-til-ung-dialog, og hvor der bygges bro til arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner, så det sikres, at man griber de unge med psykiske problemer, før problemerne gror fast. Den unge får en forståelse af, at de er ok. at de ikke er alene. Derfor vil vi udbrede headspace,” siger Ellen Trane Nørby til Politiken.

Regeringen har netop styrket den udgående funktioner i børne- og ungdomspsykiatrien, og i planen foreslår man også, at både PPR og studenterrådgivningen på de videregående uddannelser bliver styrket. Man vil også udvide behandlingen, så flere børn og unge med angst og depression kan få hjælp, så der ikke er noget aldersloft for angstbehandling, og så unge mellem 14 og 17 år også kan få tilskud.

Men ud over det forebyggende arbejde ser man også på at forbedre behandlingen i psykiatrien blandt andet ved at styrke overgange fra børne- og ungdomspsykiatri til voksenpsykiatri, sikre en bedre inddragelse af pårørende og de borgere, der har brug for behandling samt oprette nye specialiserede teams i børne- og ungdomspsykiatrien.

”At man både skruer op for det forebyggende arbejde og samtidig sikrer en bedre behandling i børne- og ungdomspsykiatrien er utroligt vigtigt. Vi er glade for, at regeringen ser helhedsorienteret på det her og indtænker civilsamfundet som en central medspiller i arbejdet for at fremme børn og unges mentale sundhed,” siger direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark Trine Hammershøy.

Civilsamfundet er en vigtig samarbejdspartner

Det Sociale Netværk/headspace Danmark glæder sig meget over, at regeringen nu anerkender civilsamfundets kompetencer og ser det som en vigtig medspiller i forhold til at fremme børn og unges mentale helbred.

”Vi får ikke styrket psykiatrien, hvis ikke vi har et stærkt civilsamfund. Vi brugte sidste år 214 millioner kroner på en udgående funktion i børne- og ungepsykiatrien, så vi får bygget bro mellem behandlingspsykiatrien, skoler og de kommunale tilbud. Men civilsamfundet kan noget andet end læger i kitler, folk med receptblok og folk med psykologtilbud. Det her er en vigtig del af psykiatriplanen, da man ikke må underkende, at civilsamfundet kan noget andet end behandlingspsykiatrien og de tidlige behandlingsindsatser,” siger sundhedsministeren i Politiken.

Poul Nyrup: ”Det er en anerkendelse af den måde, vi arbejder på”

Regeringens udspil har fået en positiv modtagelse af stifteren af headspace, Poul Nyrup Rasmussen.

"Det er en anerkendelse af den måde, vi arbejder på, og det princip, som heldigvis er bredt politisk accepteret: Hvis du vil hjælpe sårbare unge, skal du hjælpe tidligst muligt. Det er for sent, når de først har fået en diagnose. Og det er for kostbart,” siger han.

Samarbejde med regionerne

I Region Syddanmark har headspace siden 2014 samarbejdet tæt med regionen om at lade en psykiatrisygeplejerske være i headspace otte timer ugentligt for at hjælpe de børn og unge, der kan have brug for lidt ekstra hjælp.

Sidste år blev ordningen i Region Syddanmark forlænget til at dække alle regionens fem headspaces. Og samarbejdet har et stort potentiale. Regionens egne foreløbige erfaringer viser, at det både bidrager til at mindske antallet af indlæggelsesdage og genindlæggelser hos de unge, men også giver mulighed for at sætte tidligere ind, sikre den rigtige behandling hurtigere og fremme recovery hos de unge.

Både Region Sjælland og Region Hovedstaden indgår fra 2019 samarbejde med headspace om at udvikle et lignende samarbejde på baggrund af erfaringerne i Region Syddanmark.

Fokus på viden og erfaringsudveksling

I forslaget til regeringens nye plan for psykiatrien lægges der også op til at der afsættes 21 millioner kroner til at indhente og samle mere viden samt udbredelse af erfaringer fra kommuner og regioner på det psykiatriske område i perioden fra 2019-2022.

Det skal blandt andet ske ved at effektmåle de såkaldte ”peer to peer”-projekter, hvor personer, der har eller tidligere har haft en psykisk sygdom, skal fungere som frivillige, der støtter andre personer med en psykisk sygdom.

Det har man gode erfaringer med i Det Sociale Netværk, hvor man pt arbejder tæt sammen med SIND i forhold til at stable et nyt peer-partnerskab på benene, der skal styrke kommunernes arbejde og støtte borgere med psykiske udfordringer.

Regeringen vil også afsætte en million kroner i perioden 2019-2020 til at lave flere psykiatritopmøder, så PsykiatriNetværket, der står bag topmøderne, og som Det Sociale Netværk/headspace Danmark er en del af, kan fortsætte med at samle borgere, pårørende, politikere og relevante faglige organisationer til debat om psykiatriens tilstand i Danmark.

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --