• English flag

GAME & Det Sociale Netværk/headspace Danmark indgår amarbejde for udsatte unge

Der er behov for en mere sammenhængende, tidlig og forebyggende indsats for sårbare unge. Derfor har GAME og Det Sociale Netværk/headspace Danmark netop indgået et samarbejde.
11. januar 2018, 15:30

Foto: Rasmus Slotø, GAME Finals i København 2017

Det er med stor glæde, at vi i Det Sociale Netværk/headspace Danmark kan skyde året i gang ved at præsentere et spritnyt samarbejde. Sammen med GAME, der siden 2002 har arbejdet for varige sociale forandringer for udsatte unge gennem gadeidræt, har vi fundet fælles fodslag, og vi vil frem over samarbejde om at hjælpe børn og unge med at indgå i meningsfyldte fællesskaber og forbedre deres trivsel.

En håndsrækning fra en ligesindet

Både i GAME og i Det Sociale Netværk/headspace Danmark ser vi en tendens til, at et stigende antal unge rammes af mentale problemer. Og størstedelen af de unge, der dropper ud af erhvervs- og ungdomsuddannelser, gør det på baggrund af dårligt mentalt helbred. Vi ser altså et behov for, at disse unge bliver hjulpet, før problemerne udvikler sig til deciderede sygdomme eller vokser de unge over hovedet i så høj grad, at de ikke kan overskue deres hverdag.

Vi har en sej og stærk ungdomsgeneration, der er sprængfyldt med potentiale. Hvis nogen mister fodfæste for en stund, er vi nødt til at gribe dem, før de falder. Vi må ikke tabe de unge på gulvet, fordi vi ikke har de rette tilbud”, siger direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Trine Hammershøy.

Begge foreninger har flere års erfaringer med brugen af peers. Erfaringer som man håber, at begge foreninger kan drage nytte af i det nye samarbejde. Målet er at flere unge skal forbedre deres mentale helbred ved at få større opmærksomhed på de indsatser, som GAME og Det Sociale Netværk/headspace Danmark har hvert især.

At unge udsatte kan mødes om en fælles interesse i gadeidræt og spejle sig i hinandens historier og erfaringer giver et solidt fundament for gensidig forståelse, støtte og opbakning de unge imellem. Samtidig er det også vigtigt, at du unge kan indgå i trygge frirum, hvor de kan tage hul på de svære tanker og få nogen at tale med om alle slags problemer - små såvel som store. 

Det kan de to foreninger give de børn og unge, som de møder, og ved at bygge bro er målet, at flere børn og unge får præcis de indsatser, som de har brug for.

"Vi ved, at trivsel både er fysisk og mental, og derfor er det også vigtigt, at de unge fokuserer på begge dele", siger Trine Hammershøy.

Du kan læse mere om GAME her.