• English flag

Fredagsfest da headspace indtog Fredericia.

headspace Fredericia er netop åbnet. Her kan de mange børn og unge, der er i Fredericia og omegn, få hjælp til deres problemer - store såvel som små. Både borgmester Jacob Bjerregaard og Poul Nyrup holdt taler, da headspace Fredericia blev indviet.
7. maj 2018, 18:30

”Vi skal sikre fodfæstet for hver enkelt”, slog borgmester Jacob Bjerregaard (S) fast, da han holdt tale til headspace Fredericias indvielsesfest, hvor over 50 unge fra Fredericia samt lokale, kommunale og regionale samarbejdspartnere var mødt op for at indvie det 18. headspace på landsplan.

Siden 2013 har headspace hjulpet mere end 29.000 børn og unge på landsplan med små og store problemer, der strækker sig fra kærestesorger, konflikter og uddannelsespres til kaotiske tanker, stress og selvskade. Og den 8. maj vil de første unge få rådgivning i det gamle sundhedshus i Fredericia, hvor headspace kommer til at ligge. 

”Vi skal passe på vores unge, og derfor er headspace så godt. For de her stærke seje unge mennesker, de bliver også mødt af krav, der bliver stadigt større, og vi lever i en tid, hvor forventningerne presser sig på”, fortsatte borgmesteren i sin tale.

Her slog han også fast, at netop udviklingen i de seneste år peger i retning af, at kommunerne skal gøre mere for at forebygge, at børn og unge får psykiske problemer.

Senest har tal fra sundhedsstyrelsen nemlig vist, at det går den gale vej. Hele 41 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år har et højt stressniveau, og det samme gælder for 25 procent af de unge mænd. Og hver fjerde unge kvinde og hver ottende unge mand har dårligt mentalt helbred. I 2013 var det hver sjette kvinde og hver 12. unge mand.

”Når jeg kigger på børn og unges hverdag anno 2018, er der ingen tvivl om, at vi har brug for et tilbud som headspace, der binder civilsamfundet og de offentlige tilbud sammen. I Region Syddanmark er vi meget optagede af, at unge skal have den rigtige hjælp så tidligt som overhovedet muligt, og i den sammenhæng er headspaces arbejde rigtig vigtigt”, sagde Theis Mathiassen, der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark.

I Region Syddanmark har man indgået et samarbejde mellem regionen og de fem headspaces, regionen huser, hvor medarbejdere fra børne-og ungdomspsykiatrien i regionen indgår i de enkelte headspaces rådgivning for at komme tættere på de unge, sætte tidligere ind og sikre, at de får den rette indsats. 

Uddannelse og reformpres 

Nye undersøgelser peger på, at især en række ændringer af uddannelsessystemet presser og stresser de unge, og i headspace har man også set, at flere og flere unge henvender sig på grund af problemer relateret til uddannelse, og fordi unge føler, at samfundets sikkerhedsnet er blevet mindre.

”Hvordan kan det gå til, at et af verdens ”lykkeligste” folk har så mange unge, der ikke er lykkelige, hvad er det, der er galt? Et bud er, at velfærdsstaten er blevet en behandlingsstat, hvor man virkelig skal være syg for at få hjælp. Det er som om, at en del af den omsorg, som vi startede med, er forsvundet”, sagde Poul Nyrup Rasmussen, der er protektor for Det Sociale Netværk, der står bag headspace Danmark. 

Frivillige skal også gøre en forskel i Fredericia

Siden det kom for øre, at den gamle fæstningsby fik sit eget headspace, har de lokale ansatte i headspace Fredericia oplevet flere forespørgsler om at blive frivillig. De første er blevet ansat, men man er meget interesseret i at få flere, for det er de frivillige, der driver værket i headspace.

”Vi har omkring 450 frivillige på landsplan, der arbejder tæt sammen med fagpersonerne, og som er en stemme, en vigtig ressource, der arbejder for alle de unge, som har brug for en hjælpende hånd. Vi vil ikke acceptere, at unge falder af deres eget livsspor, isolerer sig, ikke tør tale med nogen, er bange for at vise deres svagheder, og at de får det dårligere. Vi vil ikke overlade de unge til sig selv”, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

At frivilligheden er en bærende del af konceptet i headspace glædede også borgmester Jacob Bjerregaard.

”De frivillige kan noget, som hverken kommunen eller regionen kan, fordi vi er myndigheder. Jeg tror på, at den slags samarbejde mellem myndigheder og frivillige meget vel kan være en løsning, som vi kan bruge andre steder også,” sagde han.

Da talerne var overstået, solen havde skinnet fra en blå himmel, et trefoldigt hurra var blevet udbragt, og den sidste vise var sunget, kunne de mange gæster indtage en grøn headspacekage og glæde sig over, at børn og unge i Fredericia altid kan finde nogen at tale med om store og små problemer.

Du kan læse mere om headspace Fredericia her.

Vil du være frivillig i headspace, så klik her.

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --