• English flag

Bjørnskov: ”Jeg har det fint med at stille mig op og sige, at jeg ikke er fejlfri”

Han har skrevet et utal af hits, spillet trommer i et rockband og senest var han et af de musikalske hovednavne ved Psykiatritopmødet 2015. Vi har mødt Peter Bjørnskov til en snak om de store følelser og om livet som barn til forældre med alkoholproblemer.
8. oktober 2015, 15:00

Han begyndte at spille trommer, da han var ti, i en relativ sen alder fandt han bogstaveligt talt sin stemme, og i 2014 udgav han sit første album ’Nu’.

På det album finder vi også det store radiohit ’Vi er helte’, der er den primære grund til, at Bjørnskov står her på scenen til Psykiatritopmødet 2015. For det er en sang, der rummer store følelser, som på mange andre måder adskiller sig fra Peter Bjørnskovs andre sange, og som på en fin måde beskriver, hvordan livet kan være på godt og ondt.

”Det er et nummer, der kom til verden, fordi jeg havde nogle forældre, der havde et alkoholproblem”, siger Bjørnskov efter sin vellykkede optræden til Psykiatritopmødet.

Han havde længe ønsket at sætte ord og tanker på den opvækst, han havde haft med et par forældre, der drak for meget, og hvor lillesøsteren og Bjørnskov til tider følte sig overset og overladt til sig selv.

”Det har taget noget tid, før jeg kunne sætte ord på det. Det er altid svært at skrive om de meget personlige ting, hvad enten det er et brud eller noget psykisk, man har kæmpet med”, siger Bjørnskov og fortsætter:

”Til at starte med var jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle folk, hvad den handlede om. Det har jeg ikke problemer med i dag. Jeg synes, at man skal snakke om den slags ting, hvad enten det er ens sårbarhed, psykiske problemer eller ens forældre, der drikker for meget”.

Men for Bjørnskov har det også været sværere at skrive ’Vi er helte’, end nogen af de andre sange, der har kredset meget om lykkelig og ulykkelig kærlighed.

”Det er svære at skrive sådan en sang, fordi der stadig er tabu omkring den slags ting, og fordi det er personligt. Man blotter sig selv lidt. Men jeg ser også en tendens til, at ens sårbarhed, hvad enten det handler om forældre, der drikker eller noget andet, ikke er et tabu i samme grad længere”, siger han og fortsætter:

”Det er jo relativt udbredt, og mange kæmper med et eller andet. Jeg havde svært ved at snakke om det tidligere, men i dag er det meget nemmere for mig. Jeg har det egentligt fint med at stille mig op og sige, at jeg er ikke fejlfri og fortælle min historie, uden at det skal virke selvmedlidende”.

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --