• English flag

Zornig - vrede er mit mellemnavn

 

Reddet af en ildsjæl

Lisbeth Zornig: Vrede er mit mellemnavn

Der er mange tidspunkter i Zornigs hudløse selvbiografi, hvor man ikke har lyst til at læse med mere. Det er for hårdt, for hjerteskærende, for brutalt og for hudløst. Men man læser selvfølgelig videre, sluger siderne i jagten på vendepunktet; på mødet med den omsorg der fik forvandlet Lisbeth Zornig fra en forhutlet lille pige med konstant øjenbetændelse og med brændemærker fra cigaretter op og ned af armene, til en stærk, smuk voksen kvinde, der er formand for Børnerådet og har en succesrig karriere bag sig i it- og konsulentbranchen. Men det er bestemt ikke en lyserød askepothistorie, som Zornig tegner. Og der er ikke ét enkeltstående vendepunkt, men mange mennesker med hjertet på det rette sted, som krydser Zornigs vej. I alt det hjerteskærende er der således små øer af håb. Der er den engagerede socialpædagog Karen, der bliver den faste klippe i Zornigs liv, da Zornig som teenager møder hende på en institution. Men teenageren Zornig er stadig et skadet barn, hvis mangel på selvværd fører til en selvdestruktiv adfærd, hvor hun blandt andet har tilfældig sex med en mængde mænd. Og den voksne Zornig er også stadig præget af sin opvækst – f.eks. rammes hun af en ustyrlig vrede, hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet, og tilliden til andre mennesker er skrøbelig. Hun har børn med to eksmænd og konstant ”en fod i døren” i sit nuværende forhold.

Hvordan skaber man en mønsterbryder, spørger Zornig og svarer selv: Kærlighed og den personlige relation mellem barnet og mindst én stabil voksen er den afgørende opskrift. Desværre er det langt fra en selvfølge at møde dette. Zornigs brødres skæbner taler deres eget triste sprog: En begik selvmord efter en ”karriere” med alkohol og hiv, en anden har aids i udbrud og en række andre følgesygdomme af stofmisbrug og druk, en tredje er hashmisbruger på førtidspension og har otte børn, hvoraf de mindreårige alle er anbragt på institutioner.

Der er en bidende systemkritik i Zornigs bog. Hun behøver ikke male sine budskaber ud i pap, hendes triste historie taler sit eget tydelige sprog. Barnet Zornig blev aldrig spurgt, hvad hun havde brug for. Som en marionet blev hun flyttet frem og tilbage mellem hendes alkoholiske mor og forskellige institutioner.

Særlig stort indtryk gør det, når Zornig fortæller om en lykkelige periode, hun har, hvor hun bor hos sin lærer og bliver en del af dennes familie. Men fra den ene dag til den anden fjernes hun og placeres på en institution i den anden ende af landet.

Midt i alt det nedslående i selvbiografien er der noget opmuntrende og livgivende i, at en kvinde med Zornigs position i samfundet bruger sin historie til at kæmpe for, at alle de svigtede børn høres og ses mere end tilfældet er i dag. Det er en slags David mod Goliat-historie, hvor Zornig er den sjældne undtagelse om et institutionsbarn, der har nået til et sted, hvor hun kan tage kampen op.

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --