• English flag

Kontaktperson

Solveig Roepsdorff og Lisette Valter, Hans Reitzels Forlag, 2012, 271 sider, ISBN: 9788741255750, Udgivelsesår: 2012, Udgave: 1

Indhold:

Jeg husker en samtale, jeg engang overhørte mellem nogle medarbejdere på et bosted. De var frustrerede over, at de ikke kunne få en beboer til at gå i bad om morgenen, hvor alle de øvrige beboere ellers gik i bad. På et tidspunkt blandede en af deres kolleger sig i samtalen og mindede dem om, at da beboeren flyttede ind, tog han faktisk bad helt af sig selv hver aften. Nu tog han slet ikke bad. Jeg kunne ikke lade være med at foreslå, om ikke han kunne få lov at tage bad, når han havde lyst, men det var en af medarbejderne nu ikke meget for, for så var der jo ikke system i det længere, og hvordan kunne de så vide, om han havde været i bad i dag eller ej? Hvordan udfaldet af sagen på den lange bane blev, ved jeg ikke, men på den korte bane blev de i hvert fald enige om at forsøge i en periode at lade manden selv beslutte, hvornår han ville i bad.

Situationen er meget symptomatisk for de dilemmaer, som optræder i socialpsykiatrien, og som også kommer til udtryk i Solveig Roepstorff og Lisette Valters bog:  ”Kontaktperson. At arbejde med og for mennesker med sindslidelser”, som netop er udkommet. Bogen giver nemlig redskaber til, hvordan man kan være en god samarbejdspartner for psykisk sårbare.

Det er en helt igennem sympatisk bog fuld af gode og velmenende budskaber, som man slet ikke kan være uenig i. F.eks. hedder det, at det er de professionelles opgave at hjælpe psykisk sårbare med at forbinde sig til verden – eksempelvis til at knytte sociale kontakter og deltage i sociale sammenhænge. Med bogens egne ord hedder det: ”Derudover er en af de mest centrale opgaver for kontaktpersoner at skabe ”mulighedsrum”, dvs. forskellige kontekster og steder, hvor det er muligt at gøre noget og afprøve nyt.”

Gode cases

Bogens helt store styrke er, at den er fuld af gode spørgsmål og overvejelser til kontaktpersoner, så de kan reflektere over deres praksis, og ikke mindst af gode cases. Case-delen måtte meget gerne have været udbygget endnu mere, da der for alvor er guldkorn at hente her. Til gengæld måtte der godt være skruet ned for de mere teoretiske indspark i bogen, som ofte virker lidt påklistrede.

En af de søde casehistorier, som man kan blive klogere af, handler om handleplaner. Den beskriver et samarbejde, der er kørt helt af sporet, og hvor beboeren ikke gider have flere fokusområder. På et tidspunkt går det op for kontaktpersonen, at det egentlig også er temmelig usundt at have fokus på alle de ting, som ikke virker for beboeren. Derfor foreslår hun en ny plan, der har fokus på ”Ting, der gør beboeren glad i hverdagen.” Og som kontaktpersonen efterfølgende reflekterer: ”Og jeg skal da love for, at der kom andre boller på suppen. Det gjorde simpelthen en kæmpe forskel for hendes humør og nærmest for hendes syn på sig selv.”

Det kan lyde simpelt, men alligevel er det selvfølgeligheder, der er vigtige at få sagt højt. Ligesom mange af bogens pointer – såsom pointen om, at det kan være svært at få vendt en døgnrytme, hvis der ikke er noget meningsfyldt at stå op til, men at det omvendt nemmere kan lykkes, hvis de gode grunde til at stå op er langt flere end de gode grunde til at blive liggende.

Alt i alt er vi her på Psykisk Sårbar ikke bange for at sige, at bogen er værd at læse for alle, der arbejder med mennesker – og ikke mindst for alle, der gerne vil have input til, hvordan et godt samarbejde mellem kontaktpersonen og den psykisk sårbare kan udvikles – uanset om man er i den ene eller anden situation.
Læs forlagets beskrivelse her
  

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --