• English flag

I litterær behandling

Litteratur kan hjælpe psykisk sårbare med at skabe mening i livet. Det viser erfaringer med læsegrupper i England. Nu har vi fået en dansk pendant i form af Læseforeningen, der vil stifte og drive læsegrupper.
20. maj 2010, 08:45

“Når man læser en bog, er man til stede i nuet og accepterer fornemmelser, følelser og gode tanker. Læsegrupper kan have en positiv effekt på patienter med depression, som har en tendens til at køre ind i en generaliserende og negativ tankestrøm.” Sådan fortæller Mette Steenberg til Kristeligt Dagblad.

Mette Steenberg er uddannet i litteratur og semiotik og har netop været med til at starte Læseforeningen – en forening, som vil stifte og drive læsegrupper for at bringe mennesker sammen om litteraturen. Projektet er inspireret af den engelske organisation The Reader Organisation, som siden 2001 har brugt litteraturen som socialt og behandlingsmæssigt redskab.

Psykisk sårbare

I England er der i dag mere end 150 læsegrupper, hvor mennesker mødes ugentligt og læser op af et litterært værk. Deltagerne har ikke forberedt sig hjemmefra, men mødes om at læse teksten op, og undervejs taler de sammen om det, de læser, og om de personlige oplevelser, som teksten får deltagerne til at tænke på. Selve mødet bliver styret af en læsevejleder, der har gennemført en såkaldt Lead To Read-uddannelse, og som guider deltagerne godt igennem såvel litteraturen som samtalerne.

Læsegrupperne mødes eksempelvis i boghandler, på biblioteker og i skoler, men også mere utraditionelle steder som på børnehjem, hospitaler, plejehjem, i fængsler og i flygtningecentre. Blandt andet har det psykiatriske dagtilbud Crown Street læsegrupper for psykisk sårbare, og her diskuterer gruppens medlemmer så forskellige emner som: relationer, tab, ensomhed, familie, kærlighed, og hvordan man kan få noget godt ud af en negativ og smertefuld oplevelse.

Adgang til minder

Ifølge Mette Steenberg er en vigtig effekt af litteraturen netop, at læseren kommer i kontakt med sin fortid. Hun siger til magasinet Litteratursider: “Litteratur er en slags adgang til minder for eksempel. Det er en af de ting, som gør, at litteratur højest sandsynligt har en god effekt på folk med depression.”

Steenberg forklarer endvidere, at mennesker med en depression netop har svært ved at genkalde sig detaljerede erindringer, og at litteratur derfor kan være med til at bringe deprimerede i kontakt med deres minder og de følelser, der knytter sig til minderne.

Øget samvær og selvværd

I forbindelse med de danske læsegrupper skal Mette Steenberg forske i, hvordan litteratur kan fungere som terapiform i en dansk kontekst. Til Kristeligt Dagblad siger hun om sit kommende forskningsprojekt ved Århus Universitet: “Vi vil undersøge, hvordan litteratur kan ændre folks selvopfattelse og verdensanskuelse. De fleste har oplevet, hvordan en god bog kan betyde noget særligt eller ligefrem føre til vitale ændringer i livet. Der er en eksistentiel mening med teksten ud over bare at være en tekst.”

En af de kvindelige deltagere af læsegruppen på Crown Street siger, at hun igennem læsegruppen har erfaret, at: “læger og medicin ikke altid er, hvad du har brug for. Andre mennesker kan også hjælpe.” Noget af det, deltagerne i læsegruppen fremhæver, at de får ud af læsegruppen, er: øget selvværd, bedre kommunikative evner, bedre hukommelse, glæde, stimulation, en understøttelse af helbredelsesprocessen samt venskaber.

Professor og dr.med. Lars Heslet har dokumenteret, at musik kan have en afstressende effekt på psykisk syge på intensivafdelinger, og han tror også på højtlæsningens effekt. Til Kristeligt Dagblad siger han: “Psykiatriske patienter sidder i deres eget indelukkede univers. Når de hører deres egen stemme, finder de ud af, at der er en verden udenfor. At læse højt sammen med andre opbygger menneskets sociale hormon, som giver lyst til et socialt liv og er helbredende.”

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål eller kommentarer til folkene bag Læseforeningen, kan du henvende dig på mailadressen: laeseforeningen@gmail.com

Du kan også følge med på Læseforeningens side på Facebook her

Den engelske organisation The Reader Organisation

Videre læsning

Læsegrupper hjælper psykisk syge

Når litteratur kan lindre

Evaluation of the Reader in Residence Project. Mersey Care NHS Trust, 2007-2008

 

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --