• English flag

Medlem side

 

Brugernavn:Qlr
Brugergruppe:Psykisk sårbar
Køn:Mand
Aldersgruppe:30-39
Region:Hovedstaden
Min livshistorie:
Maniodepressiv - ET GODT LIV!

 Jeg er maniodepressiv, fik diagnosen i 2004, i forbindelse med min anden indlæggelse på Frederiksberg Hospital. Inden da havde jeg været "rigtigt tosset" en gang tidligere i 2002 under diagnosen akut polymorf psykose, og "små tosset" har jeg jo nok altid været. Begge mine forældre har haft diagnosen maniodepressiv. For min far er der ingen tvivl om at det er rigtigt. Min mor fik først diagnosen efter mig, og først da psykiaterne havde fået at vide at hendes søn var det - og så var det sådan lidt, hvis ægget har det, har hønen det nok også :-)

Jeg tror; som sagt; altid jeg har været disponeret, og i 2002 var der for meget pres på, så det slog klik.
Jeg var nyuddannet fysioterapeut på et hospital i hovedstaden. Jeg led under en ekstrem selvkritik, og var konstant usikker på om jeg gjorde det godt nok. Jeg holdt ud ca. et år, og vekslede mellem ikke at kunne se en fremtid, og tænke, at den kunne jeg da selv skabe med flid. I forbindelse med en rokering skiftede jeg gruppe, og mistede noget af den trygge base, der gjorde at jeg bevarede kontrollen.

I forbindelse med en ferierejse i vinterhalvåret 02 klikkede det for alvor. Jeg slappede af fra presset, sænkede paraderne, og blev slået om kuld af en galoperende mani, som ret hurtigt udviklede sig til en psykose, med angstanfald og visionsagtige drømme-hallucinationer. Efter en tre-fire måneders indlæggelse var jeg ”rask”, og vendte tilbage til jobbet, men trods skånehensyn, var det alt alt for tidligt, og jeg blev enig med chefen om at jeg lod mig opsige, fordi jeg ikke kunne passe mit arbejde.

Jeg fik stadig medicin, Zyprexa, og jeg var tilbøjelig til at give den skylden, for at jeg ikke fungerede. Jeg blev træt og sløv og formåede ikke rigtigt andet end at læse bøger og ryge cigaretter, mens jeg sonede min udtrapningsperiode på 8 måneder.

Da jeg blev medicinfri fik jeg nærmest fra dag til dag igen mod på livet. Jeg fik nyt job, i et lille kommunalt center, som jeg langt bedre kunne håndtere. Jeg valgte at være åben om mit sygeforløb ved ansættelsessamtalen, og det gjorde at mine kolleger og leder kunne støtte mig bedre.
I sommeren 03 blev min kæreste og jeg efter 6 år sammen gift og i 04 tog vi orlov og rejste to måneder til New Zealand. Jeg tror egentligt godt, at jeg vidste, at jeg havde arvet min fars humørsving på dette tidspunkt.
Det er som om, at når livet kræver lidt mere af mig, så har jeg denne her kæmpe kraftreserve, som jeg kan trække på. Men hopper man først ned i kaninhullet, så er det i hvert fald ikke så let bare at kravle op.

I efteråret 04 krævede livet mere af mig. Og jeg havde følelsen af, at hvis jeg bare lige tog styringen, så kunne jeg da godt få ordnet alle problemerne. Menmen, min kone synes jeg skulle lade mig indlægge, og det gjorde jeg så. Og fik diagnosen Bipolar Affektiv Lidelse.

Og her vil jeg så gerne vende tilbage til min overskrift – Maniodepressiv – Et godt liv
Siden 2004 har jeg ikke været indlagt. Jeg har passet min medicin, Lithium og Abilify, dagligt. Jeg skiftede job, også et kommunalt center, i 05, og har også her fra dag 1, været åben om min sygdom. Jeg arbejder 27 timer om ugen, takket være få faste udgifter og en lav boligafgift. Og dette giver mig tid til at dyrke sport, passe fritidsinteresser, være sammen med mine 2 børn og nyde livet – et godt liv.

Jeg har stadig stemningssving, faktisk kun mod hypomani, og selv om dybderne i kaninhullet drager, så forhindrer min familie og mit netværk mig i, at jeg lader mig rive med. JEG har ikke selvdisciplin til at styre det, hvis ikke det var for dem.
Som det nyeste tiltag har jeg efter overvejelser om fleksjob fået lavet en §56 ordning, hvor min arbejdsgiver får refusion fra første sygedag. Som reglen er det få sygedage jeg har, Men da min mor døde i sommer, var det en rar frihed, at kunne arbejde et par timer om dagen, og så gå når jeg ikke havde fokus til jobbet.

Jeg tænker af og til at mine børn kan have arvet sygdommen.

Men jeg synes egentligt ikke at sygdommen er så problematisk, at leve godt med. Problemet er i mine øjne folks fordomme og uvidenhed. Derfor synes jeg at denne hjemmeside er et fantastisk initiativ.
Psykisk syge skal ikke normaliseres, gøres raske, gøres almindelige, Vi skal accepteres for at være anderledes.
Da der på topmødet09 blev talt om, at det offentlige system var en klods kasse og den psykisk sårbare person var en atypisk formet klods, kom jeg til at tænke på nogle af de sagsbehandlere jeg har mødt på min vej.
Jeg fik et billede af hvordan de sad med klodskassen, Jeg træder ind af døren, en atypisk stjerneformet borger, ikke en cirkel, ikke en firkant, og med et hurtigt vurderende blik trækker de øverste skrivebordsskuffe ud og fremdrager en sav.

Tænk hvis sagsbehandleren ikke valgte at save i mig – Men i stedet save låget af klodskassen.

Tak for at du har læst min beretning ;)

PS!
Jeg vil opdaterer min status i kommentarfeltet herunder.

 

 

Brugerkommentarer: (23)
Klodskassen
Bipo | 04. okt. 2009 | 13:08

Kanon slutning på en spændende livshistorie. Jeg har været heldig at møde især én sagsbehandler i Jobcentret (gamle AF), der ikke tænkte i klodskasser, og hun hjalp mig utroligt.

Ja
leoline | 04. okt. 2009 | 22:16

Jeg synes også vi skal accepteres for det vi har at byde ind med. Jeg ved, jeg tænker "skævt", meget ofte på den gode måde.  At jeg ikke bare accepterer tingene som de er altid, at jeg ofte tør sige min mening, vinkle på tingene og bringe det personlige i spil, der hvor det er nødvendigt. Det er en af mine evner.

Tak for dit gode indslag!!!!!

Ja...igen :-)
leoline | 04. okt. 2009 | 23:50

Jeg er enig med dig i, at det er bedst, når man kan få lov at slette sine egne indslag.

Hyg!

godt skrevet
coreexplorer | 24. feb. 2010 | 17:42

dejligt at høre at det kan lade sig gøre at have et godt liv med vores diagnose.

venlig hilsen

peter

Børn
Frida | 26. feb. 2010 | 21:29

Statistisk set er der kun 10 % chance for at børn af en maniodepressiv bliver maniodepressiv. Det kan du se på Google.

Tak fordi dit indlæg forhåbentlig ikke slettes.

Tavsheden fra de mange(?) det går godt er nok en af de største grunde til de massive fordomme DK har.

½ år efter status - stadig en atypisk klods
Qlr | 25. maj. 2010 | 16:21
Livet er stadig godt.

Men min sygdom har dog udviklet sig mere ustabilt.
Det sidste ½ år har jeg således svinget næsten konstant.

Det er ikke de voldsomme manier. Som reglen kan jeg se symptomerne komme, og tage forbehold i form af fornuftig livsførelse (mindske arbejdsbelastning og andre udløsende faktore, passe min søvn evt med hjælp fra medicin og undgå fest og farver og andre stimulanser). Efter en tur oppe får jeg nu en lille tur ned, heller ikke voldsomt, men jeg har ikke nogen gode måder at tackle det på, jeg sover mig bare igennem :-(

Det har så gjort at jeg bruger min §56 mere, hvilket jeg ikke har det så godt med i forhold til mine kolleger.

Så nu søger jeg flexjob, hvilket ikke er så let når man stadig er en atypisk stjerneformet klods. Problemet ligger i at jeg skal tage orlov fra mit arbejde under arbejdsprøvningen ( jeg vil foretrække at arbejdsprøvningen ikke finder sted på mit arbejde ) og dermed har jeg ikke nogle indtægter de 6 uger arbejdsprøvningen varer. Det kunne så måske nok gå med min kassekredit, men jeg bliver bare så sur når systemet er skruet sammen så de ressourcestærke kan klare sig, mens de svage ikke kan. Dette udløste en let mani, som jeg nu ridder på efterdønningerne af. Vi må se hvad fremtiden bringer.

1 år efter Status - et stjerneformet hul
Qlr | 08. okt. 2010 | 21:38

 

Så har der været 2. psykiatritopmøde, hvilket jo må betyde, at der er gået et år, siden jeg lavede mit oprindelige indlæg.
Jeg vil benytte lejligheden til at opdatere min historie.

Livet er stadigt godt, men anderledes udfordrende end ventet.

Min lette mani for et halvt år siden gik over i en udbrændthed som jeg senere har erkendt var en depression... eller rettere en blandingstilstand, for der var også energiske dage ind i mellem. Men generelt set var de fleste dage præget af træthed og manglende livsmod.

Det blev så slemt at jeg måtte fuldtidssygemeldes fra arbejde, og efter 1½ måneds stilstand fik jeg indenfor en uge først vurderet det var en depression, hvilket er en ny udvikling i mit sygdomsbillede, tre dage senere blev det vurderet, at det var en blandingstilstand, og dagen efter bad jeg så om indlæggelse via en skadestue, fordi jeg havde småpsykotisk adfærd.

Det var godt for mig at blive indlagt.
I det øjeblik jeg blev det, kunne jeg lægge ansvaret fra mig for mange af de ting, der stressede mig, og jeg fik der nærmest øjeblikkeligt bedre. Jeg var indlagt fem uger. I denne periode havde jeg rigtigt megen glæde af samtalerne med mine kontaktpersoner, og af fysioterapeuternes Body Awarenes Therapy.

Det er to ting jeg ønsker at tage med mig videre i livet. Jeg har fundet en fysioterapi klinik hvor det er muligt at få BAT behandling, jeg er startet til psykolog og jeg søger min kommune om at få en Støtte kontakt person til social støtte og samtaler

Det er nu en lille måned siden jeg blev udskrevet.
Jeg er stadig sygemeldt fra mit arbejde, og er i aktivering hos et privat firma, hvor jeg modtager træning for kroppen og mindfullness for sindet ialt 10 timer om ugen. Det er planen at jeg første november skal i arbejdsprøvning i dette firma, mhp. et fleksjob

Så nu ser det ud til at tingene går den rette vej. Det var bare nødvendigt at skulle ned og dykke først, komme en tur på hospitalet og få beskrevet min atypiske stjernefacon, så sagsbehandlerne i kommunen kunne finde det rette hul til mig.

 

Første gang jeg hører fra andre "svingende" og selv skriver om det
Unik | 03. dec. 2010 | 00:02

Jeg kunne faktisk ikk la vær at tude, da jeg læste dit indslag. Jeg er 19, fik diagnosen manio depressiv for halvanden år siden.

Mine bekymringer ligger rigtig meget i om jeg får en uddannelse, for jeg vil så gerne også kunne arbejde. Og om jeg på et tidsspunkt får en følelse af at det bare kører.

Tusind tak, du gav mine bekymringer et spark i røven

1½ år er gået siden første indlæg…
Qlr | 29. maj. 2011 | 17:48

Og livet er godt.

Men kors hvor tager det lang tid at beskrive en atypisk stjerneformet klods.

Siden sidst har jeg været i arbejdsprøvning fra november til
februar – og det resultererede i en indstilling til flexjob på 15 – 20 timer om ugen. Dette vil være optimalt for mig. Arbejdsprøvningen viste, at laver jeg mindre, så bliver jeg understimuleret og smådepressiv og laver jeg mere bliver
jeg overstimuleret og hypoman. Som så meget andet her i livet er det en hårfin balance.

Siden februar har de så skrevet på indstillingen og har nu
fundet ud af at der mangler en ny speciallægeerklæring fra min psykiater. Jeg er blevet indkaldt til snak med doktoren om to ugers tid. Og når indstillingen så er færdig, så må vi se hvad kommunen siger til det.

Men ventetiden går godt. Jeg er i praktik små 15 timer om
ugen, så jeg kan holde mig stabil. Jeg er blevet sagt op fra mit job i kommunen, men tænker, at det bliver spændende
at søge nyt arbejde, hvis jeg får bevilget flexjobbet. Jeg mødes i Depresionsforeningens lokalgruppe i København for bipolare med andre ”ligesindede”, og vi er her i gang med at oprette en foredragsgruppe. Vi ønsker at bidrage til kampen mod tabu
og uvidenhed. Det er et spændende projekt.

Jeg ved ikke hvad der skal ske hvis ikke jeg får flexjobbet,
men det har jeg valgt ikke at forholde mig til.

Et af mine yndlingsordsprog lyder:
Optimisten er ofte lige så forkert på den som pessimisten – Men han har det sjovere.

Så jeg nyder det gode liv, hverdagen mens jeg venter, datterens første biograftur, sønnen der starter i børnehave, konens kogekunst og sommerens komme.

Mine bedste ønsker for dig og mig . Tak fordi du læste med.

AFSLAG FLEXJOB
Qlr | 29. jun. 2011 | 09:35
Jeg fik i går at vide at min kommune har givet et forhåndsafslag på fleksjobsindstillingen.
De mener ikke at alle muligheder er udtømt for at få mig tilbage på det ordinære arbejdsmarked.
Det betyder at jeg har to muligheder:
1) Jeg kan anke: konsekvenser er at jeg ikke kan få noget at leve for i den periode ankesagen er under behandling ca ½ år
2) Jeg kan gennemgå en virksomhedsrevalidering: Som jeg opfatter det er det en arbejdsprøvning der strækker sig over 2 år, med udvidet støttemuligheder såsom uddannelse og mentorordninger
WELL
Jeg er nødt til at vælge revalideringen.
Og det er nok også ok - for som jeg skrev sidst så er hverdagen jo god - og den tid der går godt, kommer ikke skidt tilbage

God sommer
2 Års status
Qlr | 21. okt. 2011 | 13:32

Jeg er startet i min revalidering - og det er rigtigt rigtigt godt. I høj
grad fordi mine kollegaer er så forstående.

I øjeblikket arbejder jeg 10 timer om ugen, eller det vil sige; lige pt har jeg orlov.

Min far har fået kræft. De kan ikke operere ham med mindre han bliver stærkere. Og det er jo en fysioterapeuts opgave at få ham stærkere. Så jeg har søgt orlov, så jeg kan træne med ham.

Det er ret fantastisk at man med sin uddannelse faktisk kan medvirke til at redde en forældres liv.
Han gør fremskridt, og vi har en god tid sammen.
Senere i dag forventer vi at få at vide om lægerne vil operere ham – det er så nervepirrende spændende.

Derudover arbejder jeg lidt på at komme i gang med noget foredrag. Jeg har snakket med Anders fra foredragsgruppen, og har også snakket med depressionsforeningen. Det er så vigtigt at øge kendskabet til vores lidelser, bekæmpe den fastfrosne uvidenhed, smadre tabu, nu er det på tide jeg gør mit.

Jeg ønsker jer en god vinter, og lader hører fra mig om et halvt års tid

Så er det 2½ år siden vi havde det første Psykiatri topmøde.
Qlr | 07. maj. 2012 | 17:31

-og vanen tror vil jeg levere en lille side sidst.
Det vigtigste først.

Jeg fik trænet min far så meget op at lægerne vurderede at han kunne klare en operation, men der måtte ventes yderligere 4 uger på at de havde tid til at operere, og da de endelig fik ham på bordet og kom ind og kigge; så var det for sent – Kræften
havde spredt sig så meget at det ikke længere var muligt at operere den. Siden da har min far prøvet forskellige slags kemoterapi, uden held, og til sidst sagde han stop, han ville ikke have mere behandling. Han døde for 10 dage siden.

Jeg har lært meget om at leve med maniodepressivitet, ved at
se på min far.
Jeg vil savne ham forfærdeligt.

Men heldigvis er der også sket gode ting det sidste halve år.
Jeg nød at fortælle min far om dem, og nød stoltheden han følte.

Jeg har siden november været ude og holde foredrag 1-3 gange
om måneden. Det er enormt givende at møde tilhørernes åbenhed og nysgerrighed.

Jeg er blevet spurgt om jeg ville være regional ambassadør for en af os kampagnen, en fin titel og en god sag. Det er en spændende udvikling

Min virksomhedsrevalidering er gået lidt i stå og så alligevel ikke.
Altså, jeg arbejder 12 timer om ugen nu, men jeg føler mig helt drænet af det, og magter ikke at gangtræne flere gamle mennesker. Heldigvis kan min arbejdsmarkedskonsulent se muligheder i mit foredragsarbejde.

Så nu håber jeg at finde et andet praktiksted, som kan bruge min diagnose som en kompetence og hvor jeg kan bruge nogle andre evner end fysioterapien. Det bliver spændende.

Jeg ønsker jer en god sommer
Tak
danapige | 13. maj. 2012 | 23:26

Tak fordi du bliver ved..

 

3 år - Stjerne i mit eget liv
Qlr | 07. okt. 2012 | 06:21

Sidder her morgenen efter det 4. Psykiatritopmøde, 3 år er dermed gået siden mit første indlæg og det første psykiatritopmøde. Det var den gang vi snakkede om at kommunen var en klodskasse, og jeg som psykisk sårbare var en atypisk stjerneformet klods. Det føltes som at en ring sluttedes da Poul Nyrup sluttede det 4. Topmøde med at sige at vi alle stadig var stjerner i vores eget liv. Og det opsummerer også meget godt min ½ årlige status: Jeg er stjernen i mit maniodepressive – GODE liv.

På et halvt år sker der kun små skridt, men ikke desto mindre er det som om at alle de små skridt tilsammen gør at jeg efterhånden synes det hele går den rette vej.

Jeg fortalte for et år siden at jeg havde snakket med Foredragsgruppen af 2010 og Depressionsforeningen om at holde foredrag, og at jeg var blevet ambassadør for En af Os. Det har som jeg nævnte for et halvt år siden båret frugt. Jeg har holdt ca 12 foredrag dette år. Jeg synes det er så givende og bekræftende at fortælle sin historie, at møde og inspirere andre, og at skulle forholde sig til sin historie på en anden måde. Jeg er blevet interviewet flere gange, og har som det seneste skrevet et debatindlæg, der kommer i politikken i den kommende uge, hvor jeg sammenligner psykisk sårbare med uslebne diamanter. Jeg tror vi rummer så meget uudnyttet potentiale, som alle, inklusiv os selv overser, fordi vi kun ser vores sårbarhed. Senest er jeg blevet valgt ind i styregruppen hos foredragsgruppen, og hos depressionsforeningen er jeg med til at lave et uddannelsesforløb for nye foredragsholdere.

Alt dette spændende arbejde er stimulerende, lige så stille slibes den uslebne diamant til en stjerne, og jeg oplever at jeg bliver høj af dette arbejde – ikke meget, men ildevarslende hypoman, det er dejligt, men også faretruende – når man kender dybderne i kaninhullet, og ved hvor skadelig en egentlig mani kan være. Men når jeg efter en lang weekend med frivilligt  arbejde, kommer høj på arbejde for at passe revalideringen (nu 15 timer om ugen), så er det så dejligt deprimerende at skulle motionere de samme gamle damer, ved at gå de samme ture op og ned ad trapperne, mens de fortæller de samme historier om deres børn. Det ER dejligt deprimerende for det er dejligt stabiliserende, når udgangspunktet er at man er høj.
Dette dobbeltarbejde, og det at kommunen ikke har presset mig, har faktisk holdt mig stabil, i sorgperioden efter min fars død

Min arbejdsmarkeds konsulent og jeg har længe set potentielle muligheder i mit frivillige arbejde. Vi har i det stille forsøgt at lave en praktikplads hvor jeg kan informere om psykiatri, og i torsdags så det ud til at lykkes at lave en plads i Depressionsforeningen. Vi fik savet det stjerneformede hul i klodskassen

Selvom om jeg for lidt over 2 år siden var indædt bitter over at jeg fik afslag på fleksjobbet, så tror jeg nu jeg må æde min gamle hat og erkende at det skabte rum for spændende udvikling.
Og selv om der er et stykke vej fra 15 timers ordinært arbejde til selvforsørgelse, så tror jeg faktisk selv på jeg kan nå i mål.

Så jeg vil slutte denne status med at gentage Poul Nyrups ord: Husk vi er alle stjerner i vores eget liv, og tilføje, Vi er alle uslebne diamanter, Vi har bare brug for lidt støtte og lidt medvind, så kan vi blive slebet op, og skinne som de unikke mennesker vi er.

Tak for at du har læst med J
 

3!/2 år - Usikker - Men på egne ben
Qlr | 17. apr. 2013 | 15:54
Der sker meget på et halvt år.
Jeg tror jeg vil prøve at gøre det kort.

Jeg fik en ekstra praktikplads i depressionsforeningen, men jeg erfarede i den forbindelse at mn dagpengeret ville udløbe i løbet af det sidste halve års revalidering.
Jeg besluttede derfor at slutte revalideringen i marts og søge ordinært arbejde. Det jeg brænder for er at bevise at min diagnose kan være en kompetence.
Jeg har fået et tidsbegænset vikariat som tilkaldevikar i det nye psykinfo kontor i København, så det er et skridt på vejen
Jeg er også kommet ind i depressionsforeningens bestyrelse,
og det er jeg meget spændt på.
Jeg har nu holdt 27 foredrag, og medvirket i filmoptagelser for at nedbryde tabu om psykisk sygdom.
Jeg synes det er et spændende arbejde, en spændende tid.

Jeg ønsker alle der læser dette medvind i deres liv
gode hilsner herfra
4 år - skridt for skridt
Qlr | 06. okt. 2013 | 15:36
I går blev det 5. topmøde holdt,
og vanen tro er det tid til refleksion.

Jeg stopper mit vikariat d. 1.11. i PsykInfo hos Region H.
Det har været en god tid, men nu må jeg videre...
Jeg brænder jo stadig for at bevise at min diagnose er en kompetence. Og det går godt.

Den 1.8. fik jeg en fast stilling hos PsykInfo i region Sj. på 10-15 timer om ugen, og den 1.11. starter jeg i en 8 måneders projektstilling hos Enheden for brugerstyret psykiatri også i region Sj. også på 10-15 timer om ugen.
Jeg bad om et løntillæg for professionel varetagelse af min diagnose... Jeg synes det er vigtigt at de anerkender vores værdi som brugere - det synes de også - så det fik jeg.

Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med mine dygtige kolleger om at nedbryde tabu.

Familielivet går godt, ungerne vokser, den ældste er startet 1. klasse

Jeg er et sted hvor jeg indser at det at have en psykisk sygdom
ikke kun giver ulemper,
men også giver en nogle unikke egenskaber,
der gør en værdifuld

Jeg er taknemlig for at jeg er maniodepressiv,
og at jeg har et godt liv.

Jeg håber du der læser dette vil få medvind i dit liv

4 1/2 års status - Livet tager form
Qlr | 18. maj. 2014 | 19:31
Livet er godt.
Jeg er netop ved at starte mit tredje job med bruger kompetence. Mit job i Enhed for Brugerstyret psykiatri er blevet forlænget året ud og stillingen i PsykInfo er fantastisk - jeg vokser som menneske.
Jeg har nu fået tilbudt en lille stilling på fem timer om ugen som mentor i Region H - det er en unik chance for at at få erfaring med denne rolle.
Jeg er spændt og glad.
Til sommer runder jeg mit 100'ene foredrag:
Se mere om det her:
http://www.booomerang.dk/projects/stoerre-end-os/

Tak for du kiggede med


det letter at læse
Liv | 26. sep. 2014 | 01:40

Det er en fornøjelse at læse dine indlæg. Du er så positiv. Jeg ville ønske jeg havde samme kampgejst,men min er vist slidt helt op. Nå ville bare sige tak.

Sv: det letter at læse
Qlr | 21. maj. 2015 | 00:54

Kære Liv -
jeg ser først dit indlæg nu.
Jeg har ganske forsømt min blog det sidste års tid.
Tak for dine søde ord.
Det gør mig virkeligt ondt at du følte din kampgejst var slidt helt op i september.

Jeg har også følt at min kampgejst var slidt helt op til tider, indlægget i juni 11, var en total overgivelse til systemet, opgiven af mine drømme og håb.

Og måske var det et vendepunkt,
måske var det da jeg holdt op med at kæmpe mod systemet, at jeg begyndte at bruge energien på at skabe mit liv istedet

Jeg vil prøve snarest muligt at lave en 5 1/2 års status.
(men lige lidt vigtige highlights som jeg ikke kan vente med at dele)
Den 25 august 2014 afholdt jeg mit 100. foredrag i Planetariet i København for over 200 mennesker med diagnose, behandler, politikere og journalister. Jeg fik hele dyne optaget på video (undtagen de flyvende 3D slides) og det ligger på youtube nu i sin fulde 1 times varighed. Det er udemærket og lærerigt, men forbered dig på at se det med popcorn og cola og en times frirum.
Det ligger på min hjemmeside www.inkluderfler.nu under videoer og hedder hele molevitten.
Hvis du savner statuser fra mig vil jeg istedet bede dig like inkluderfler på facebook, da jeg mere regelmæssigt opdatere den side :-) Alt godt, Mads

 

7. Topmøde - Tak for din indsats Poul :-)
Qlr | 03. okt. 2015 | 22:15

Kl er 22... Det er den 3.oktober 2015 - 6 år siden jeg startede med at skrive herinde. Jeg sidder fyldt af tanker efter det 7. topmøde.

Jeg elsker når Poul Nyrup siger at vi er stjerne i vores eget liv.
Den sætning gav mig håb for 6 år siden, første gang han rulle den røde løber ud for os.
Jeg er ham taknemlig for at han inviterede psykiatrien ind.'

Jeg har brugt de 6 år på at finde stjernen i mig :-)
Realisere mit potentiale
Jeg er kommet langt

Jeg er ansat 20 timer om ugen som medarbejder med brugerkompetencer i psykiatrien i reg sjælland
Jeg har stiftet egen virksomhed og holder foredrag om mit liv.
Jeg har tillidshverv i DepressionsForeningen, Rådet for Psykisk Sårebare på Arbejdsmarkedet, Foredragruppen af 2010, En Af Os,

Det har været en rejse
god vind

 

Godt gået
Nicoline | 22. okt. 2015 | 20:32

Hej

Jeg synes det er fantastisk at læse dit vidnesbyrd, hvordan du har kunnet bevare din optimisme og hvordan du har klaret dig på arbejdsmarkedet.

jeg har selv to videregående uddannelser ( bl.a. Socialrådgiver),

men jeg er endt med at få førtidspenion. Jeg føler mig ofte flov over min sygdom ( reaktive psykoser), så det er godt at læseat man ikke skal skamme sig.

mange tak.

mvh Nicoline

6 1/2 års status
Qlr | 22. apr. 2016 | 06:33

Fredag d 15. 4. 2016
Det er en dato jeg vil huske resten af mit liv, tror jeg.
I fredags modtog jeg til Gallo-Show'et årets Gallo Pris, som går til et menneske ramt af psykisk sårbarhed, som gør en forskel.
Det er så stort at stå på scenen i Århus Musikhus og blive hyldet.
Jeg var stolt og ydmyg.

Det går godt.
Min familie (kone og to børn) har det godt,
Min arbejdssituation er spændende, 20 timer i psykiatrien hos PsykInfo region Sjælland, og egen virksomhed med foredrag og projekter om inklusion af psykisk syge i www.InkluderFler.nu
Jeg kæmper stadig hverdag for at opretholde balancen i mit liv på linen, forebygge ikke at miste balancen...
Men jeg synes jeg med tiden bliver bedre til at forebygge,
sige fra når det er nødvendigt, vurdere mine evner...
Og når det er sagt - så skubber jeg også hele tiden grænserne for hvad jeg mestrer, jeg bliver mere robust, og dygtigere til at jonglere med flere bolde.
Men det kræver konstant årvågenhed

Jeg ser det ikke som en skam eller et nederlag at bede om hjælp.
Jeg har flere rådgivere, min læge, en sygeplejerske, gode venner,
som jeg kontakter når jeg har brug for råd.
Det er en sejr at erkende at man har brug for hjælp,
og jo tidligere man beder om den - jo større sejr er det.

Jeg er for tiden optaget af, at aftabuisering måske kan komme til at stigmatisere - Jeg vil skrive om dette på min hjemmeside.
Men kender I ikke det at når nu der er folk der (tilgiv os vi har jo en diagnose) siger at deres sygdom har vendt deres liv, at de er kommet igennem den stærkere, at sygdom er en slags evolution...
Så kommer de mennesker, der måske ikke synes deres sygdom er så fed - til at fremstå som endnu dårligere, de svage der ikke kan komme igennem, dovne uvillige.
Det er så skidt.
For det første vil jeg sige at jeg kan ikke tage æren for at have gået den vej jeg har gået, der er så mange faktorer der har hjulpet mig - Og med de tiltag de seneste regeringer har taget, er det næppe blevet lettere at finde den hjælp.
For det andet - som disse indlæg her på siden viser -så tager det tid - lang tid, og der er så meget der kan vælte en undervejs.

Jeg ønsker dig en god vind på din rejse <3

Mads
Linedanseren fra InkluderFler.nu

2017 status
Qlr | 19. jul. 2017 | 08:55
Det er nu 7-8 år siden, jeg skrev den første tekst her på "min side".
Jeg synes stadig det er "et godt liv" :-)

Min arbejdssituation er uændret, men jeg har fået en paragraf 56 aftale igen, så min arbejdsgiver får refusion ved sygdom.
Årsagen er, at jeg har fået bivirkninger af min medicin (Lithium og Abilify) jeg var i forvejen trappet meget langt ned, men nu er det planen at trappe helt ud af Lithium.

Bivirkningerne er stivhed i muskler, og rysten.
Det er forsåvidt til at leve med, men det virker som om det forværres. Dertil kommer, at jeg tror, jeg har redskaberne til at forebygge de store stemningsudsving, hvis jeg bare trapper langsomt ud af medicinen. Jeg gør det sammen med min psykiater.

Til september afholder EN AF OS en international Anti Stigma konference i København. Jeg har fået æren af at lave oplæg på konferencen - Det er jeg meget stolt af :-)

Jeg ønsker dig god vind
og sender dig tak for at kigge med

Mads aka
Linedanseren fra InkluderFler

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.



www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --