• English flag

 Michael Poulsen


I 2011 vil jeg også være med

Jeg har altid været genert og tilbageholdende. Da jeg havde fået en realeksamen, blev jeg bankelev og arbejdede i to år, efter jeg var uddannet. Jeg havde ingen venner og ingen bekendte.

I slutningen af 70’erne fik jeg en psykose. Jeg blev indlagt på Nordvang og troede, at jeg var på et rumskib, og at lægerne var rummænd. Jeg var helt rundt på gulvet. Der gik et par år og så fik jeg en psykose igen og røg på en ungdomsklinik. Dengang var det nogle skrappe metoder, man brugte i systemet.

Da jeg kom ud igen, gik der nogle år, hvor jeg ikke havde kontakt til det sociale system. Jeg drak en masse øl – og når jeg drak for mange, gik jeg rundt i gaderne og råbte af folk. I 1985 blev jeg indlagt på Sankt Hans, og i 1986 blev jeg medlem af Fountain House. Det var den første ordentlige periode i mit liv.

Jeg arbejdede i køkkenet. Det kunne jeg holde ud, for der havde jeg opgaver, jeg skulle koncentrere mig om. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mange mennesker – jeg blev fuldstændigt suget op i angst.

Over de næste år fik jeg flere forskellige overgangsarbejder gennem Fountain House og efter Fountain House deltog jeg i en række forskellige projekter. I fem år havde jeg lønnet arbejde, mens min pension var sat i bero. Jeg oplevede, at jeg fik en helt anden rolle, da jeg fik løn. Og jeg havde det godt.
 
Da min mor døde, blev jeg isoleret igen. Isolationen gjorde mig ude af stand til at finde ord og jeg kunne ikke tale med andre, når jeg var sammen med dem.

Jeg havde heldigvis en god socialrådgiver, som ringede til mig og som i en lang periode kom hjem til mig en gang om ugen. Hun kunne tale med mig og hun var altid på min side. Hun fik mig tilbage til samfundet på et kommunikationskursus, hvor jeg lærte andre at kende.

Jeg begyndte på HF for at komme videre med mit liv, men jeg gik der kun et år. Så kom jeg med i en vandregruppe, og det var godt. En gang om ugen gik vi ture. Det var rart, for man kunne gå og snakke samtidig. Det var på en tur hjem i toget fra en af vandreturene, at jeg tænkte, nu skal det være. Nu skal jeg forsøge at få et andet liv.

Da kom jeg tilbage til Fountain House og genoptog kontakten til min fortid både til Fountain House og til mit lønarbejde. De kunne godt huske mig – og det var for det gode. Efter et års tid var jeg igen blevet del af andre menneskers virkelighed. Jeg kunne møde folk, der cyklede forbi og sagde hej. Jeg var blevet et kendt ansigt og det var en god følelse. Jeg var del af en helhed og det var begyndelsen på et nyt netværk.

Jeg har lært, at det er vigtigt at etablere sig i et liv, man synes, er godt. Man bliver aktiveret i samvær med andre. Jeg har også lært, at en del af det at leve med at være psykisk syg er at kende sine egne reaktionsmønstre.

At være psykisk syg betyder, at man lever i en sideløbende virkelighed, hvor det er meget svært at finde broen over til alle de almindelige menneskers virkelighed.

Det vigtigste er at have et arbejde og samvær med andre. Det er begyndelsen på vejen til at blive rask igen.

 

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --