• English flag

 Katrine Gislinge


Som at have en cementblok i maven

Jeg har flere gange haft præstationsangst før en koncert. Jeg har udsat mig selv for et helt overdrevent og meget ødelæggende pres. Jeg har nogle gange tænkt, at jeg ville skære en finger af, så jeg havde en undskyldning for ikke at kunne spille – tænkt, at det ville være en lettelse at have sådan en undskyldning.

Jeg har flere gange haft præstationsangst før en koncert. Jeg har udsat mig selv for et helt overdrevent og meget ødelæggende pres. Jeg har nogle gange tænkt, at jeg ville skære en finger af, så jeg havde en undskyldning for ikke at kunne spille – tænkt, at det ville være en lettelse at have sådan en undskyldning.

Det er tre et halvt år siden, at præstationsangsten knækkede mig for alvor. Jeg havde en vigtig koncert, som skulle optages til radioen og jeg var vildt spændt. Men det gik ikke særligt godt og det slog mig helt ud.
 
Jeg lå hjemme på sofaen og græd i tre dage. Jeg kan stadig fysisk genkende og beskrive følelsen i min krop – jeg kunne intet, det var som at have en cementblok i maven.
 
Da jeg gik til læge, fandt han tydelige tegn på, at jeg havde en depression og han gav mig lykkepiller. Jeg tænkte, at det var da snyd at tage lykkepiller. Jeg turde ikke sige det til nogen, for jeg havde en fornemmelse af, at jeg burde kunne klare mig uden. Men jeg må sige, at lykkepiller er vidunderlige.
 
Jeg blev glad og det hele løsnede op inden i mig.

Jeg tror, at præstationsangst er blevet en samfundssygdom. Når jeg taler med mine veninder om det, så har de det på samme måde. Der bliver stillet en masse krav til os om at leve det perfekte liv. Vi har små børn og fuldt tryk på karrieren – og mange af os kan ikke klare det pres om, at alt skal gå op og vi skal nå det hele på den halve tid.

Da jeg havde fortalt min historie i bogen ”Angsten i Kunsten”, fik jeg en besked fra en 15-årig pige, som er en lille stjerne på sit håndboldhold. Hun skrev, at hun tydeligt genkendte min præstationsangst – og hun fortalte, hvordan hun selv nogen gange ønskede, at hun ville blive kørt ned, så hun ikke skulle spille den næste kamp!

Jeg tror, at det vigtigste, jeg har gjort i forhold til at komme videre, er at tale åbent om, hvordan jeg har det. Det er en befrielse at slippe for at vise udadtil, at det går super godt, når det faktisk ikke er tilfældet. Jeg mærker stadig min præstationsangst, men jeg er blevet bedre til at bruge den konstruktivt. Jeg ved, at min sarthed og præstationsangst lever i mig – men jeg lever med den og bliver stærkere af det.

 

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --