• English flag

 Karin Mørch


Det hjælper at dele sin angst og sorg med andre

Oddsene var på ingen måde gode. Min ældste datter, Ilya, havde gennem ti år lidt af en meget sjælden sygdom, kaldet cerebrale cavernøse angoiomer – knuder af misdannede blodkar i hjernen.

Da en af knuderne begyndte at opføre sig som en svulst og voksede, vurderede hjernekirurger på Rigshospitalet, at den skulle fjernes ved en meget vanskelig og risikofyldt operation.

Det følgende års tid blev en meget svær tid. Jeg besluttede at tage orlov fra mit job på TV-Avisen for at koncentrere mig fuldt ud om at støtte Ilya og resten af min familie.

Risici var lammelse, koma og død – men også gode chancer for, at Ilya ville komme godt igennem operationen. Det fortalte den førende specialist i verden, Dr. Spetzler fra St. Joseph Hospital i Phoenix i Arizona, USA, som vi havde valgt skulle operere Ilya.

Min mand og jeg lænede os op ad familie og venner. I starten var jeg bange for at folk lidt længere ude i omgangskredsen skulle spørge, hvordan det gik. For så ville jeg bryde sammen. Og vores fire børn skulle helst ikke se deres forældre græde hele tiden, selvom det var det, vi havde lyst til. Vi indså, at vi havde brug for psykologhjælp. For at se angsten i øjnene, sætte ord på den - og for at få lov at græde ud.

Det hjalp os meget.

Det hjalp også meget, at jeg talte åbent om den alvorlige sygdom, vi stod midt i. Selvom mange af mine kolleger på TV-Avisen ”kun” er kolleger, skrev jeg en mail til alle, hvor jeg fortalte om Ilyas sygdom og den forestående operation. Så de forstod, hvorfor de af og til mødte mig noget rød-øjet.

Det lettede enormt at tale åbent med andre og det var en lettelse, at jeg kunne græde – også selvom det måske var nede i Netto, jeg mødte en af kollegerne.

Vi var så frygteligt bekymrede for vores datter, og vi vidste ikke, hvor meget hun selv vidste, om hun var alene med den samme slags tanker? Dagen inden operationen, gik vi rundt i Phoenix og min mand og jeg tænkte inderst inde: Hvad nu hvis det her er sidste gang, hun selv kan gå? Eller at hun overhovedet er her på jorden? Men vi brugte al energi på at gøre det til en god dag og beskytte hende mod den slags tanker – for at indgyde hende mod.

Men børn filtrerer jo alt gennem deres fintfølende filter – også alt det usagte. Om aftenen spurgte hun mig: ”Hvad nu hvis jeg aldrig vågner mere?” Uden tøven svarede jeg, at det gjorde hun selvfølgelig, det var jo derfor vi var rejst til USA, hvor de havde så stor erfaring med netop den slags operationer. For mig var det vigtigt, hun kunne gå ind til den livsfarlige operation i ro og håb.

Jeg tror, at det er det bedste råd, jeg kan give videre. Tag fat om nældens rod og tal åbent om din angst og sorg med venner og nære, som kan rumme det. Det hjælper, man er flere om at bære byrden. Men bevar håbet. Ellers kan man jo ligeså godt lægge sig til at dø med det samme.

Min datter overlevede med førligheden i behold. Der venter nu et langt genoptræningsforløb for at ”vende tilbage til livet” på alle planer, men jeg er sikker på, at hun nok skal klare den. Hendes opvækst og livsvilkår har været svære for os alle, men det kan godt vendes til en styrke - både for hende og resten af familien.

 

www.psykisksaarbar.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.psykisksaarbar.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.psykisksaarbar.dk her --