Pouls hjørne

Vi skal sætte mennesker før besparelser

I denne uge kom det frem, at Danmark har endnu en trist verdensrekord. Vi er ikke bare det land i OECD, som førtidspensionerer flest på baggrund af psykiske lidelser, vi er faktisk det land i verden, hvor flest forlader arbejdsmarkedet på grund af psykisk nedslidning. Det er virkelig ikke noget at være stolt af. Tvært imod bør det give anledning til stor bekymring og til at få os til at se på, hvordan vi har indrettet os i samfundet.

For mig er der to ting, der springer i øjnene. Dels har vi indrettet arbejdsmarkedet, så almindelige mennesker dagligt skal levere en stor arbejdsindsats i et højt tempo, og hvor der er konstante krav til kreativitet, omstillingsparathed og fleksibilitet. Og dels har vi udviklet en kultur, der har meget lidt rum for, at man skiller sig ud. Vi har udviklet både en skole- og arbejdskultur, hvor grænserne for, hvad der er normalt, er meget snævre. Eksempelvis viser undersøgelser, at medarbejdere er utrygge ved at have psykisk sårbare kolleger.

Kulturforbedring sker ikke gennem besparelser

I folkeskolen har man op igennem 90’erne forsøgt at gøre folkeskolen mere rummelig, så en bredere gruppe af elever kunne passes ind i ’normalklasserne’. En væsentlig motivation var, at kommunerne forsøgte at spare på området for specialundervisning. Alligevel har resultatet været det modsatte. Paradoksalt nok er der sket en stigning i brugen af specialundervisning, og udgifterne til specialundervisning er steget og steget. I dag får knap hver sjette dreng specialundervisning, og 20 % af samtlige udgifter i folkeskolen går i dag til området. Blot fra 2006 til 2009 steg udgifterne til det specialiserede område med 23 % fra 3,7 til 4,5 mia. kr.

Det, man kan lære af den udvikling, er, at man ikke kan ændre en kultur, når målsætningen er at spare på økonomien. Alligevel er det den samme øvelse, regeringen nu er i gang med på arbejdsmarkedet. Regeringen har, med beskæftigelsesminister Inger Støjberg i spidsen, bebudet en reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen, så ”færre unge bliver parkeret på førtidspension”, som Støjberg har udtalt. Jeg er sådan set enig i, at mennesker ikke skal parkeres på førtidspension, men jeg er ikke enig i hendes løsningsforslag, der, for mig at se, bærer præg af en manglende indsigt i livet for de mennesker med nedsat arbejdsevne, som er i centrum for reformen.

Tryghed er afgørende

Regeringens udspil til en reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen er en dårlig cocktail af ønsker om besparelser kombineret med mangel på viden. Faktisk har vi ingen evidensbaseret viden om sammenhængen mellem arbejdsevne og fysiske og psykosociale handicap. Hvad virker på arbejdsevnens udvikling? Hvad skal der til for at fastholde mennesker med fysiske eller psykosociale handicap på arbejdsmarkedet og for at få dem tilbage på eller ind på arbejdsmarkedet? Det ved vi ikke. Men én ting ved vi: Er du i trygge rammer, tør du. Så tør du tage et nyt valg.

Vi kommer alle i situationer, hvor vi vågner op og opdager, at den vej, vi er gået af, ikke har været den rigtige for os, og der er det vigtigt at have mod på og muligheder for at vælge en anden vej. Mit ønske er, at tilgangen til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og skolen bliver, at fordi du en gang har tabt, så er du ikke fortabt. Og her er det vigtigt at sige, at det ikke virker arbejdsfastholdende at presse folk på pengepungen, sådan som regeringen lægger op til. Udviklingen i skolerne viser med al tydelighed, at tiltag, der hovedsageligt handler om besparelser, ikke har den effekt, vi ønsker. Skolen er ikke blevet mere rummelig af, at vi har forsøgt at få den til at rumme flere elever med henblik på at spare penge til specialundervisningen, og på samme måde bliver arbejdsmarkedet ikke mere rummeligt af, at vi forsøger at spare på de sociale ydelser til førtidspensionsordningen. Det er en ganske anden type indsats, der skal til. En indsats, der er baseret på en undersøgelse af, hvad der virker på arbejdsevnens udvikling. En indsats, der sætter mennesker før besparelser – det vil både give færre menneskelige og økonomiske omkostninger på sigt.