Nedskæringer
Det er kun halvandet år siden, at politikerne lovede en psykiatri i verdensklasse, men nu ser vi igen spareplaner landet over, og det kan få alvorlige konsekvenser for både den enkelte psykisk sårbare, de pårørende samt medarbejderne i psykiatrien.
Flere afdelinger og fremtrædende medarbejdere i psykiatrien fortæller allerede i dag om alvorlige svigt. På psykiatrisk afdeling i Esbjerg og Ribe fortæller en overlæge om patienter, som bliver udskrevet for tidligt, og en klinikchef peger ligefrem på, at patienterne bliver vanrøgtet.
Færre sengepladser behøver ikke i sig selv at være et problem, hvis der til gengæld bliver skruet op for den forebyggende indsats, den sociale støtte samt rehabiliteringen. Men stigningen i antallet af personer i behandling i psykiatrien fortæller, at også disse indsatser er mangelfulde. De ansatte i distriktspsykiatrien i Gentofte advarer da også om, at besparelserne i såvel behandlings- som distriktspsykiatrien kan få alvorlige menneskelige følger.
Her på siden samler Psykisk Sårbar historierne om nedskæringerne og deres konsekvenser for at vise, at det er mennesker, det går ud over – om det er de psykisk sårbare, de pårørende eller de ansatte. Håbet er, at vi hermed kan lægge pres på politikere og beslutningstagere for at bedre psykiatriens vilkår.