Pouls hjørne

Vejen til recovery går også gennem maven

Den 14.-15. maj afholdt vi i Foreningen Det Sociale Netværk konferencen ”Et skridt videre – rehabilitering og recovery frem mod 2015” i samarbejde med Region Hovedstaden Psykiatri. Det har været utroligt lærerigt for alle parter, tror jeg godt, jeg tør sige. For det er jo altid sådan, heldigvis, at vi bliver klogere på hinanden, når vi arbejder sammen.

Bag konferencen var vi således både psykisk sårbare, pårørende og medarbejdere i psykiatrien. Vi deltog i konferencearbejdet med vores respektive roller, men først og fremmest deltog vi som mennesker med det til fælles, at vi er interesserede i at finde ud af, hvordan recovery-tankerne kan være med til at bane vejen for et bedre samarbejde mellem behandler og psykisk sårbar samt mellem behandler og pårørende. Det er med den nysgerrighed og åbenhed, vi i Det Sociale Netværk indgik i samarbejdet om konferencen, og det var samtidig med den nysgerrighed og åbenhed, at knap 500 mennesker deltog i konferencen i Øksnehallen.

Det var to meget spændende dage, og ikke mindst gjorde mødet med den amerikanske recovery-ekspert, Patricia Deegan, stort indtryk på mig. Med sin erfaring, både som professionel psykolog og som et menneske, der er kommet sig fra en skizofreni lidelse, er hun til stor inspiration for mange. Deegan lagde i sit oplæg vægt på, hvad hun kaldte ”Den personlige medicin” – nemlig alt det, man kan gøre for sig selv, som gør en glad. Alle de gode ting, vi gør for os selv, har nemlig helbredende kræfter, siger Patricia Deegan. Det lyder jo pokkers banalt, i ordets allerbedste betydning, og det fik mig til at tænke på en række samtaler, jeg har haft med nogle gode kvinder, som har bakket op om Det Sociale Netværk lige fra den spæde start. En af deres pointer er, at hvis blot personalet på de psykiatriske afdelinger ville drikke kaffen sammen med patienterne, så vil det betyde en verden til forskel. Som de siger, så vil fordelen være, at patienten kommer til at føle tryghed ved personalet, og at personalet lærer patienterne at kende, så de ved, hvilke problemstillinger den enkelte slås med. Endvidere kan dét, at mødes over en kop kaffe, være en lille handling, som kan have stor effekt på psykisk sårbares selvfølelse. Det kan betyde, at den enkelte kommer til at føle sig som et mere helt og værdigt menneske. Omvendt kan afvisningerne gøre, at afmægtigheden vokser, og man føler sig ensom som aldrig før. For hvis ikke personalet i psykiatrien kan rumme en – hvem kan så?

Jeg vil gerne sige, at der ikke er et eneste af de mennesker, jeg har mødt, der har fået en psykiatrisk diagnose, som ikke gerne vil ud af det. Som ikke gerne vil af med sine symptomer. Og samtidig er det kendetegnende, at når man spørger til: Hvad er dine drømme? Hvad er det, du har brug for? Så begynder vi mennesker at åbne op. Det er dér, vi kan mødes og være med til at finde en fælles vej. Hvis man kan mærke, at der er nogen, der tror på en. At der er nogen, der hjælper en med at bære håbet, og som forsvarer drømmene, når man selv er ved at knække. Hvis man kan mærke det, så vil det være meget nemmere at komme sig. Det er dét, recovery handler om for mig, og derfor synes jeg, Recovery konferencen var så ufatteligt vigtig – fordi vi stod sammen.