Arbejdsliv – essensen i det gode liv
At have et arbejde og et godt netværk er en vigtig forudsætning for helbredelse og essensen i det gode liv. Alle mennesker er gode til noget – og der er også brug for dig, uanset om du kan arbejde frivilligt, på hel- eller deltid eller er på pension. Det handler om at tale op til hinandens kompetencer og kvaliteter frem for at slå ned på det, der kunne blive bedre.
Plads og rum til alle
Psykisk sårbarhed er ikke en livslang uovervindelig sygdom. Man kan godt komme sig, og alle erfaringer viser, at arbejde og netværk er helt centralt. Vi har det som mennesker bedst, når vi er del af samfundet. Det kræver noget af den enkelte – men også, at samfundet er villig til at give plads og rum, så alle har en mulighed for at komme sig og komme igen. Det bør ”systemerne” – jobcentre, jobtræning, flexjobs, uddannelser etc. – også indrettes efter.
Vi er ikke vores diagnose
Ingen skal defineres som mennesker udelukkende i kraft af en diagnose. Vi er først og fremmest borgere, der ønsker et godt liv og en plads i samfundet. Det er en menneskeret for os alle. Mange fortæller, at det bedste er, hvis man kan vende tilbage til sit job eller den uddannelse, man har været i gang med, før man blev syg. At komme tilbage og fungere, som man gjorde, før man blev syg, får én til at finde sig selv igen.