Maibritt Lund Pilgaard kom på førtidspension som 28 årig og det gav hende ro til at lære sig selv og sin sygdom at kende. I dag, 10 år senere, er hun på vej tilbage til arbejdsmarkedet med en ny uddannelse i rygsækken.
30. november 2010, 13:00
At vaske tøj og købe ind bliver pludselig helt uoverskueligt, når en psykisk sygdom rammer én. Det bliver en kamp bare at få hverdagen til at hænge sammen.
"Andre almindelige mennesker tager bare hverdagens opgaver for givet, men for en psykisk sårbar kræver det ro at kunne bygge sin hverdag op igen. Et skridt ad gangen og lære ens nye livssituation at kende. Den ro gav førtidspensionen mig," fortæller Maibritt Lund Pilgaard.
I 1996 blev hun første gang ramt af en psykose, som slog benene væk under hende.
"Jeg havde et fuldstændig normalt liv. Jeg læste til socialrådgiver, havde en kæreste og vores søn, der dengang var tre år. Men psykosen blev udløst af belastninger på mit praktiksted, som var meget hårdt," fortæller hun.
I 1997 blev Maibritt Lund Pilgaard syg igen, fordi hun ikke havde accepteret sin nye livssituation.
"Jeg var jo fit for fight og kørte derudaf med 140 kilometer i timen. Men det kunne jeg jo ikke holde til, og så blev jeg syg i forbindelse med en eksamen."
Siden pressede kommunen på igen og igen for at teste Maibritt Lund Pilgaards evne til at arbejde. En af opgaverne lød blandt andet på, at hun skulle samle postkasser. Men heldigvis nåede hun selv at finde en god praktikplads. Indtil hendes psykiater til sidst anbefalede førtidspension, fordi Maibritt Lund Pilgaard blev mere syg af alle de muligheder, som skulle afprøves hele tiden.
"Men jeg ville ikke have førtidspension. Jeg kæmpede imod, fordi så skulle jeg også acceptere sygdommen og være til stede i mit eget liv. Jeg var meget bitter. Jeg havde planlagt min fremtid og havde drømme og ambitioner. Hvorfor var det lige sket for mig? Men førtidspensionen blev min redning," siger hun i dag.
Maibritt Lund Pilgaard modtog også den såkaldte bostøtte-ordning, som i hendes tilfælde betød, at hun fik besøg af en ergoterapeut en gang om ugen gennem tre år.
"Hun lærte mig at acceptere et liv med min blinde makker - sygdommen, så nu ved jeg, hvordan jeg skal passe på mig selv og sige fra, når jeg kommer i farezonen, så jeg undgår at blive syg igen. Jeg tager også medicin, fordi det er mit sikkerhedsnet."
I forhold til den konkrete politiske debat om at sløjfe førtidspension til folk under 40 år, siger Maibritt Lund Pilgaard, der i dag læser journalistik:
"Man skal ikke give førtidspension til en 24 årig og resten af livet. Det er at lade folk sejle deres egen sø og være ligeglade med dem. Men i en periode kan førtidspension være en nødvendighed, mens man kæmper imod sygdommen og symptomerne," siger Maibritt Lund Pilgaard og fortsætter:
"Man kan ikke, hvad man kunne før, når man er psykisk sårbar. Så hvis man laver ordningen om, så skal man sørge for massive hjælpeforanstaltninger, så folk ikke bare bliver udskrevet fra psykiatrien og overladt til sig selv."