Uden førtidspension ville jeg ikke være, hvor jeg er

“Hvis jeg skulle være tvunget ud i arbejde, ville det højst sandsynligt have medført flere indlæggelser samt mere støtte i dagligdagen, og hvad dertil hører sig. Jeg kan se, hvor langt jeg er nået med mig selv igennem årene, og endnu er jeg ikke klar til et job, sådan som regeringen ønsker det.” Sådan siger Anette Stenmann Jensen, der i dag er 33 år gammel.

For ti år siden fik hun førtidspension på grund af en psykisk lidelse, og det har været en stor hjælp i hendes liv. Det har betydet, at hun fik ro til at koncentrere sig om behandlingen, og det har været altafgørende. Hun siger: “Hvis jeg ser tilbage i tiden, og hvis jeg var presset ud i job, kunne jeg forestille mig, at jeg havde opgivet kampen med mig selv og havde ikke stået her i dag og bidraget med det, jeg kan.”

Pressede unge

Anette Stenmann Jensen er i dag frivillig i Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, LAP, og desuden holder hun foredrag om sit liv. Da Psykisk Sårbar taler med hende, er hun netop kommet hjem fra Ålborg, hvor hun har holdt foredrag på en efteruddannelse af personale i psykiatrien. Hun fortæller, at hun er rigtig glad for på den måde at kunne give noget tilbage til samfundet, men at hun endnu ikke føler sig klar til et fast arbejde.

“Jeg har prøvet at tage et arbejde ved siden af min førtidspension, men selvom det kun var fire timer om ugen, så gik det alligevel galt for mig. Når jeg kom hjem, gjorde jeg skade på mig selv, fordi jeg ikke følte, jeg var god nok.”

Ifølge Anette Stenmann Jensen er der med regeringens forslag til reform en stor sandsynlighed for, at unge psykisk sårbare bliver så pressede, at det forværrer deres sygdom.

Rehabiliteringsordning

 “Jeg må sige, at det er skræmmende, det, regeringen har tænkt sig at gøre. Jeg tror, det bliver dyrere for samfundet, hvis regeringens forslag til en reform af førtidspensionsordningen bliver gennemført. Jeg tror, det vil betyde flere indlæggelser, mere behandling og mere støtte i hverdagen,” siger Anette Stenmann Jensen og fortsætter: “Sygdom har ingen alder – derfor giver det ingen mening at lave særregler for mennesker under 40.”

I stedet mener Anette Stenmann Jensen, at der uanset alder skal være plads til at koncentrere sig om behandlingen. Hun siger: “Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan, og tro mig – dem der kan og har mulighed for at arbejde, de gør det. Men hvis man ikke kan, så er det vigtigt at kunne koncentrere sig så meget om behandlingen, at man på et tidspunkt bliver i stand til at give noget tilbage til samfundet.”

I stedet for regeringens forslag mener Anette Stenmann Jensen, at der bør indføres en rehabiliteringsordning på sygedagpengeniveau, som skal gives til unge psykisk sårbare i fem år, mens de gennemgår en intensiv rehabiliterende behandling. Derefter skal det afklares, om de skal have førtidspension eller er blevet klar til arbejdsmarkedet.

Afslutningsvis siger Anette Stenmann Jensen: “Men det betyder ikke, at man skal glemme de syge, bare fordi alle ikke kan arbejde.”