Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print   |  English

Psykisk sundhed på arbejdet

I Region Nordjylland møder psykiatere og psykologer folk dér, hvor de er – nemlig på arbejdspladserne. Psykisk Sårbar taler med professor og leder af projektet, Povl Munk-Jørgensen, samt med projektets administrator, Helle Østermark Sørensen, om psykisk sundhed, arbejdskultur samt opsporing og behandling af skjulte depressioner.
30. august 2010, 14:00

I Region Nordjylland møder psykiatere og psykologer folk dér, hvor de er – nemlig på arbejdspladserne. Psykisk Sårbar taler med professor og leder af projektet, Povl Munk-Jørgensen, samt med projektets administrator, Helle Østermark Sørensen, om psykisk sundhed, arbejdskultur samt opsporing og behandling af skjulte depressioner

“Det har en stor effekt, når vi kan springe alle ‘mellemleddene’ over. Det betyder, at folk langt hurtigere kommer i den rigtige behandling, og at vi oven i købet får taget nogle depressioner i opløbet.” Sådan siger professor Povl Munk-Jørgensen fra Enheden for Psykiatrisk Forskning i Region Nordjylland.

Povl Munk-Jørgensen leder projektet ”Psykisk sundhed på arbejdet”, hvor psykiatere, psykologer og sygeplejersker møder folk dér, hvor de er – nemlig på deres arbejdspladser. Foreløbig har tre virksomheder deltaget i projektet, heriblandt Beredskabscenter Aalborg.

Skjulte depressioner

Når Povl Munk-Jørgensen og hans kolleger etablerer et samarbejde med en virksomhed, er de i første omgang ude på virksomheden, hvor de orienterer medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledelse om projektet. Derefter sendes spørgeskemaer hjem til folk privat. Povl Munk-Jørgensen forklarer: “Vi ved fra andre – både danske og internationale – undersøgelser, at halvdelen af mennesker med psykiske lidelser som depression og angst ikke søger behandling. Derfor er det godt at komme ud på arbejdspladserne og få den direkte kontakt til folk.”

Det er Helle Østermark Sørensen enig i. Hun er sygeplejerske og administrerer projektet ”Psykisk sundhed på arbejdet”, og hun fortæller: “Mange af de her mennesker tænker, at det er sådan, de er. De har måske været i en deprimeret tilstand i årevis, og de ved slet ikke, at de kan få det anderledes, men det kan de altså.”

Tidlig indsats

Ved hjælp af spørgeskemaerne screener projektmedarbejderne for, hvem der er i farezonen. De personer, der har depressions- eller angstsymptomer, bliver inviteret ind til en samtale. Hvis de har en regulær angst- eller depressionssygdom, bliver de tilbudt behandling hos en psykiater. De personer, der har symptomer uden at være decideret syge, inviteres til forebyggende samtaler hos en psykolog.

Povl Munk-Jørgensen siger: “Vi ved, at en femtedel af de mennesker, der har symptomer nu, vil have en depression i fuld flor om et år. Derfor er det meget vigtigt med en tidlig og forebyggende indsats.” Helle Østermark Sørensen supplerer: “Det er vigtigt, at man fra starten får den rigtige og direkte hjælp. Vi får oven i købet hjulpet nogle mennesker, inden sygdommen for alvor har fået fat, og det betyder, at de nemmere kan komme sig fuldt og helt over deres lidelse.”

Tager fat i det, der fylder

Psykisk Sårbar spørger Helle Østermark Sørensen, om der ikke er fare for, at medarbejderne bliver sygeliggjorte. Dertil siger hun: “I spørgeskemaerne spørger vi for eksempel til, om den enkelte oplever træthed, besvær med at sove, manglende appetit osv. Vi spørger ikke: Føler du dig stresset, eller føler du dig deprimeret? Derfor tror jeg ikke, risikoen er så stor.”

I forhold til selve behandlingen fortæller Helle Østermark Sørensen, at den tager afsæt i det, der fylder hos folk. Hun siger: “Jeg spørger altid: »Hvad er din største udfordring – eller dit største problem – lige nu?«. Vi taler ikke så meget om selve sygdommen eller diagnosen, men vi taler om, hvorvidt folk fungerer i deres dagligdag, hvad de har brug for - for at fungere bedre osv. Det, vi ofte hjælper med, er at strukturere folks arbejde, ligesom vi hjælper folk med at sige til og fra de rigtige steder. Mange mennesker med en depression er overansvarlige og påtager sig alt for meget, og der hjælper vi dem med at finde ud af, hvad de kan gabe over, og hvordan de bedst kan gøre det.”

Depression og arbejde

Psykisk Sårbar spørger endvidere til, hvilken sammenhæng der er imellem arbejdet og de depressive symptomer. Helle Østermark Sørensen siger: “Mange gange er det nemmere at pege på arbejdet som et problem og sige, at det er også fordi, der lige har været nedskæringer eller omstruktureringer. Det er på en måde mere konkret, hvor det kan være mere abstrakt for folk at tale om deres personlighed og tænke, at den kan man arbejde med.”

Dertil siger Povl Munk-Jørgensen: “Der er en hetz imod arbejdspladserne i disse år. En forståelse af, at vi bliver stressede af at arbejde. Men mange gange viser det sig, at det ikke nødvendigvis er arbejdet, der er udfordringen, men måske lige så meget det, man har med i bagagen. De største udfordringer er i vores privatliv, men selvfølgelig spiller arbejdslivet også ind.”

Bedre arbejdsmiljø

Forskningsmedarbejderne oplever, at virksomhedernes deltagelse i projektet bedrer arbejdsmiljøet. Helle Østermark Sørensen siger: “Vi håber, at vores kontakt med arbejdspladsen får en positiv indflydelse på kulturen på arbejdspladsen. Nogle steder har det helt klart stor betydning. Der er ingen tvivl om, at den dialog, vi undervejs har med ledelsen, også har betydning for arbejdsmiljøet.”

Povl Munk-Jørgensen glæder sig over, at der ikke er så store barrierer at overvinde ude på virksomhederne. “Det begejstrer mig, at det her fungerer. Der er ikke de fordomme fra de mennesker, vi møder, som vi fra systemets side går og tror, der er. Når vi har været inde i firmaet, er folk mere tillidsfulde. Barrieren er brudt ned.”

Helle Østermark Sørensen mener endvidere, at projektet har betydning for folks holdning til psykisk sårbarhed. “Jo mere, psykiske vanskeligheder bliver afmystificeret, des nemmere bliver det at tale om det. Hvis man oplever en svær situation, er den største hjælp at høre, at andre har oplevet noget tilsvarende, og at man kan tale om det og udveksle erfaringer”, siger Helle Østermark Sørensen.

Videre læsning

Psykisk sundhed på arbejdet

Brandmænd: Dyb skepsis blev afløst af tillid

 

© Copyright 2009Disclaimer