40.000 danskere har tunge psykiatriske lidelser, som kræver længere indlæggelser. Samtidig kæmper op mod en halv million danskere med bl.a. depression og angst, som skal behandles i tide for ikke at blive til varige lidelser. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau i weekenden. Det Sociale Netværk af 2009 tager emnet op på Christiansborg konferencen tirsdag den 1. juni.
Derfor er der ifølge fagfolk og frivillige organisationer på psykiatriområdet et kolossalt behov for, at psykisk syge og sårbare ikke igen skubbes bagest ved de snarlige økonomiforhandlinger mellem regering, kommuner og regioner.
31. maj 2010, 14:49
Massiv underbehandling og diskrimination
Der er, ifølge fagfolk og frivillige organisationer på psykiatriområdet, et kolossalt behov for, at psykisk syge og sårbare ikke igen skubbes bagest ved de snarlige økonomiforhandlinger mellem regering, kommuner og regioner.
Mentale helbredsproblemer koster årligt samfundet 55 milliarder kroner til sygefravær, tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og nedsat arbejdsevne. Det viser aktuelle tal fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Alligevel ser Det Sociale Netværk af 2009 med den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen massiv underbehandling og indlysende diskrimination i behandlingen af psykisk udsatte.
”Over 200.000 danskere over 38 år diskrimineres dagligt, fordi der kun er økonomisk hjælp til psykologsamtaler til de 18-38 årige og kun til bestemte diagnoser. Man kunne jo ikke forestille sig den melding på skadestuen, at man som 38-årig ikke kunne få hjælp til sin brækkede fod”, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Hurtig hjælp fører til et bedre liv
Han bakkes op af den tidligere konservative finans- og socialminister Palle Simonsen fra Det Sociale Netværk af 2009. Han peger på, at flere hundrede tusinde danskere kunne styrke deres chancer for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de fik hurtig psykologisk hjælp.
”Der er utroligt meget økonomi i det her, som de 55 milliarder jo også viser. Alligevel underprioriteres psykiatrien massivt. Regionernes egne tal viser, at der de sidste 10 år for hver krone til fysisk behandling kun er givet 25 ører til psykiatrien”, siger Palle Simonsen.
Det Sociale Netværk af 2009 kæmper for, at psykisk sårbare skal på finansloven i stedet for at være afhængige af kortsigtede satspuljebevillinger.