Per 1. oktober bliver det muligt for en læge at ordinere tvungen opfølgning af medicinbehandling til psykiatriske patienter efter, at de er blevet udskrevet. Det kommer til at betyde, at disse patienter skal møde op i det psykiatriske system for at få deres medicin, og hvis ikke patienten møder op, så skal politiet hente patienten og bringe vedkommende til tvangsmedicinering.
7. maj 2010, 12:30
Loven er især møntet på personer, der ofte indlægges. Man skal således have været indlagt mindst tre gange i løbet af de seneste tre år for at kunne høre under loven
Psykisk Sårbar har set på argumenterne for og imod et sådant tiltag.
For
Den tidligere Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, som har fostret forslaget, argumenterer med, at: “Med det nye forslag hjælper vi en lille gruppe meget syge patienter, der ryger ind og ud af de psykiatriske afdelinger og får det værre og værre. De patienter kan vi nu sørge for får deres medicin, så der både for dem selv og for deres nærmeste kan komme stabilitet og tryghed ind i dagligdagen. Vi undgår, at den her gruppe igen og igen må indlægges og måske endda tvangsfikseres, fordi de er så dårlige. Med tvungen opfølgning håber jeg simpelthen, at vi kan nedbringe brugen af tvang for de her patienter.”
SF har valgt at stemme for lovforslaget. Partiets retsordfører Özlem Sara Cekic forklarer: “Der er ingen tvivl om, at det ikke er noget, jeg er tilhænger af. Men med eller uden SF’s stemmer ville det her blive vedtaget. Derfor gik vi med i forliget, så vi kunne stille nogle krav og få strammet betingelserne så meget som muligt, så så få mennesker som muligt bliver ramt.”
DF stemmer også for forslaget, men psykiatriordfører Liselotte Blixt siger, at hun håber, loven “ikke kommer i brug”. I stedet håber hun, at den vil medvirke til, at de psykiatriske hospitaler, sociale myndigheder, praktiserende læger og andre myndigheder bliver bedre til at udarbejde planer for, hvad der skal ske med psykisk syge patienter efter udskrivning.
Imod
Socialpædagogerne advarer imod forslaget. I et høringssvar til forslaget hedder det: “Vi finder, at forslaget om ambulant tvang vil være en krænkelse af Grundlovens bestemmelse om boligens ukrænkelighed. Desuden finder vi, at det vil krænke den enkeltes selvbestemmelse, integritet og værdighed.”
SL’s næstformand Mogens Seider udtaler: “Hvis vi henter psykisk syge mennesker i deres hjem, risikerer vi, at de går hjemmefra. Så frem for at lade politiet hente psykisk syge i deres hjem, hvis de ikke tager deres medicin, bør man i højere grad bruge de mange internationale erfaringer med behandling uden tvang.”
Generalsekretær for Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard udtaler: “Hvis der er noget, den danske psykiatri i hvert fald ikke har brug for, så er det mere tvang. Behandlingen af psykisk syge bliver bombet tilbage med det her forslag.
Det Etiske Råds formand, professor Peder Agger mener, det er “et markant brud” med grundlæggende principper for behandling af mennesker, der selv er i stand til at træffe beslutninger. Han siger: “Det er et generelt princip i Danmark, at man ikke kan tvinge folk til, at de skal påføres en bestemt handling eller vedblive med at modtage en given behandling. Det handler om respekten for den enkeltes integritet. Det er også det, der ligger til grund, når folk for eksempel kan nægte at modtage en blodtransfusion på grund af deres tro.”
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, LAP, er imod den nye lov. I deres høringssvar til loven hedder det bl.a.: “Det er vores grundlæggende opfattelse, at der ikke er brug for mere tvang i relation til den psykiatriske behandling i Danmark, men derimod brug for en fordomsfri og fremadrettet diskussion om, hvordan tvangen kan nedbringes. Vi er forundrede over, at man på den ene side via Gennembrudsprojektet og ifølge gentagne ministerielle udmeldinger officielt arbejder på at nedbringe tvangsanvendelsen i psykiatrien og på den anden side, med forslaget om tvungen opfølgning, vil indføre mere tvangsbehandling af psykisk syge.”
Dansk Psykiatrisk Selskab skriver i deres høringssvar: “Bestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at den af principielle grunde er modstander af
tvungen opfølgning efter udskrivning.”
Videre læsning
Udkast til Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Mere tvang på vej til psykisk syge
Psykiatri-patienter skal kunne tvinges til at tage medicin
Psykisk syge skal tvinges i behandling
SL om forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Etisk Råds høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Institut for menneskerettigheders høringssvar til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
LAPs høringssvar til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Sinds høringssvar til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Dansk Psykiatrisk Selskabs høringssvar lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje