Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print   |  English

Udvidet behandlingsret giver ikke lige muligheder

Per 1. januar 2010 er de voksne psykiatriske patienter blevet sidestillet med somatiske patienter via en udvidet behandlingsret, hvilket betyder, at patienter maksimalt må opleve ventetider på to måneder. Det er rigtig positivt. Undersøgelser viser således, at hurtig og relevant behandling øger muligheden for at komme sig over en psykisk sygdom. Det viser eksempelvis Rapporten Shared Care fra 2009.
7. maj 2010, 10:30

Den nye ret giver dog udfordringer til regionerne, og især til Region Hovedstaden og Region Midtjylland, hvor psykisk sårbare oplever længst ventetid på at komme i ambulant behandling. I Region Hovedstaden ventede godt 1.500 på at komme i behandling per 1. oktober 2009, hvoraf 388 havde ventet mere end to måneder. I Region Midtjylland var der godt 1.400 mennesker på venteliste, heraf havde 458 ventet i mere end to måneder ifølge tal fra Danske Regioner. Det svarer til, at henholdsvis 26 og 33 % af de voksne psykisk sårbare, der havde fået en henvisning fra egen læge til at komme i behandling, havde en ventetid på mere end to måneder til første fremmøde.

Private aktører

Med den nye udvidede behandlingsret har patienter, der har udsigt til at vente mere end to måneder, mulighed for at vælge at blive behandlet på private psykiatriske hospitaler. Det vil sådanne patienter blive oplyst om, når de modtager brev fra hospitalet om første mødetid. Her vil det ligeledes fremgå, at man kan få hjælp af Patientkontoret til at træffe det rette valg.

Men vilkårene for patienterne i de to regioner er meget forskellige. Ganske vist gælder den udvidede behandlingsret begge steder, men problemet for midtjyderne er, at der ikke er en eneste privat aktør i Jylland. Den eneste private aktør uden for Sjælland befinder sig således i Odense. Det kan man se af listen over private aktører på Sygehusvalg.dk. Til gengæld er der ni private leverandører på Sjælland, heraf fire i København.

Da Psykisk Sårbar ringer til Danske Regioner, som har stået for at indgå aftaler med de private aktører, forklarer de, at det er de private leverandører selv, der skal henvende sig for en aftale, og at der ikke har været nogen henvendelser fra private leverandører i Region Midtjylland. Resultatet er, at psykisk sårbare i Midtjylland, der har ret til behandling, enten må rejse langt efter behandlingen eller må vente, til der er tid på de lokale hospitaler. Har du f.eks. en depression eller en bipolar affektiv lidelse og er tilknyttet Regionspsykiatrien i Viborg, betyder det, at du enten kan acceptere de pt. 24 ugers ventetid, eller må rejse langt for behandling.

Ulige muligheder

Der skal selvsagt et stort overskud til at rejse til den anden ende af landet for en behandling, der jo ofte ikke kan klares på ét besøg. Således er det tvivlsomt, om psykisk sårbare i Region Midtjylland vil få samme gavn af den udvidede behandlingsret, som psykisk sårbare på Sjælland, hvor der er adskillige private tilbud.

Psykisk Sårbare i Region Midtjylland må således håbe på, at Danske Regioner vil indgå aftaler med private aktører i området, og ellers vente på, at psykiatrien i Region Midtjylland får sat gang i flere aktiviteter.

Marianne de Lemos, der sidder i Region Midtjyllands planlægningsafdeling, siger, at regionen har flere initiativer i gang på hospitalerne for at skabe mere aktivitet. Hun fortæller: “Afdelingerne ved jo godt, at de er underlagt nogle krav. Derfor må de sætte gang i aktiviteter ved at ansætte nye medarbejdere og effektivisere. F.eks. begynder man flere steder at holde møder via videokonferencer”.

Nogen langsigtet plan kan regionen dog ikke melde om pt., men Marianne de Lemos understreger, at der arbejdes på sagen. Som hun siger, så bliver det jo også dyrt for regionen, hvis borgerne vælger at rejse til den anden ende af landet for at få behandling.

Rigsrevisionens beretning om voksnes adgang til psykiatrisk behandling

Regionernes aktiviteter og ventetalsopgørelser på psykiatriområdet for 1., 2. og 3. kvartal 2009

Rapporten Shared Care

© Copyright 2009Disclaimer