Af: Tidl. social- og finansminister Palle Simonsen, tidl. statsminister og formand for Det Sociale Netværk Poul Nyrup Rasmussen og formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post

Er det, som overlæge Bo Netterstrøm sagde forleden i Pengemagasinet, horribelt, at unge mennesker bevilges førtidspension? Svaret på det spørgsmål vil for mange være et rungende JA! Så enkelt er det imidlertid ikke. For med en lille omskrivning kan det samme spørgsmål lyde: Er det horribelt at unge, som i årevis er så syge, at de ikke kan arbejde, sikres en ordentlig forsørgelse? Så vil svaret forhåbentlig være et lige så rungende nej.
 
Problemet er, at denne forsørgelse kaldes ’førtidspension’, og har den konsekvens, at der ikke længere uopfordret tages beskæftigelsesrettede initiativer, da modtagernes arbejdsevne er vurderet varigt nedsat til det ubetydelige. Betyder det så, at vi skal afskaffe førtidspensionen? Nej! For der vil altid være nogen, som på grund af svære medfødte handicap, efter alvorlige ulykker, efter invaliderende fysisk sygdom, på grund af svær sindssygdom osv., har brug for den mulighed. I stedet skal vi gøre noget anderledes før, det kommer så vidt, at pension kommer på tale, og se på, om vi skal gøre noget anderledes efter, at pensionen er tilkendt. Hvis den - nok en gang - varslede førtidspensionsreform kan handle om det, har den vores opbakning.

Over halvdelen af nye førtidspensionister har en psykisk sygdom. Og hovedbekymringen er, at det i stigende grad er yngre mennesker, det får pension. Noget tyder på, at det skyldes, at behandlingsindsatsen er utilstrækkelig. Mange af de lidelser som de unge førtidspensionister kæmper med, kan angiveligt helbredes. Men det fordrer jo behandling. Og hele 75 pct. af dem der lider af angst eller depression, får den ikke i tilstrækkeligt omfang. Psykisk syge børn har en såkaldt ”behandlingsret”, men den er begrænset af, at mulighederne for at komme i behandling er betinget af, om det lægefagligt skønnes, at sygdommen vil forværres ved en ventetid på at komme i behandling. Det betyder, at en lang række børn og unge udredes, men derefter bliver sat i venteposition til behandling. Det er ikke en rimelig måde at behandle psykisk syge – og da slet ikke børn - på, og det må og skal der rettes op på. Ligesom i kræftbehandlingen skal der over for psykisk syge fokuseres på forebyggelse, tidlig opsporing og tæt tværfagligt behandlingssamarbejde.

Mange har anbefalet et såkaldt rehabiliteringsforløb for dem, som på grund af psykiske problemer i en længere periode ikke kan arbejde. Vi bakker op om ideen om et rehabiliteringsforløb, som rummer en individuel, koordineret, social, behandlingsmæssig og beskæftigelsesmæssig indsats. Sådan et forløb kan forebygge, at så mange – ikke mindst yngre mennesker – ender på førtidspension. Ydelsen skal ikke erstatte førtidspension, men den skal skabe tryghed i den periode, hvor deltageren er under behandling. Med andre ord er det en mellemstation og ikke en endestation! Det er helt nødvendigt, at ydel,sen der udbetales under rehabiliteringsforløbet, er så høj, at boligen kan bevares, og det er muligt både at have råd forsørgelsen, transportudgifter og sociale aktiviteter. Ikke mindst for psykisk syge er det vigtigt, at kunne være social, da faren for isolation er overhængende. Vi foreslår at ydelsen kommer på niveau med førtidspension eller sygedagpenge, og at den tidsbegrænses til fem år. Merudgiften vil være begrænset, da mange i målgruppen i forvejen modtager forskellige former for overførselsindkomster – ofte i meget lange perioder.

Det er en forudsætning for, at deltagerne i et rehabiliteringsforløb på sigt kan genindtræde på arbejdsmarkedet, at der skabes et tæt og forpligtende samarbejde mellem jobcentret, forløbsdeltagerne og de lokale virksomheder. Der skal være øget fokus på krav til arbejdspladserne om at tage hensyn til den psykisk nedsatte funktionsevne via sociale mentorordninger, personlig assistance og andre handicapkompenserende tiltag. Disse muligheder findes allerede, men anvendes ikke i tilstrækkeligt omfang.

For dem, som allerede har fået tilkendt pension, må vi først gøre opmærksom på, at det allerede i henhold til pensionsloven er muligt at genoptage pensionen til fornyet vurdering efter en periode, såfremt der er tvivl om prognosen. Der er altså ingen grund til at gøre alle pensioner midlertidige, til største skade for alle dem, som vi indledningsvis nævnte, som skal have deres pension i fred.

Det markante politiske ønske om ikke at ”efterlade nogen på perronen”, kan desuden opfyldes ved at fokusere på de muligheder, der allerede findes i gældende lov. Og her er der i hvert fald to gode håndtag at trække i. For det første har førtidspensionister, som har fået tildelt pension før 2003, siden juli 08 haft tryghed for, at de ikke mister deres ret til førtidspension, hvis de i en periode forsøger at arbejde igen, og det viser sig, at de alligevel ikke kan. Lad dog den mulighed gælde for resten af førtidspensionisterne også.

Derudover kan der etableres ansættelse med løntilskud til førtidspensionister. Det er jobs, der tager behørigt hensyn til de begrænsninger i arbejdsevnen, som de ansatte førtidspensionister har. Man kan også etablere hele såkaldte socialøkonomiske virksomheder, som alene ansætter mennesker med stærkt nedsat arbejdsevne. Et velkendt eksempel på denne type virksomheder er Specialisterne, som ansætter personer med autismespektrumsforstyrrelser til bl.a. at teste og kvalitetssikre hard- og software. Proremus er en anden virksomhed, som ansætter psykisk sårbare mennesker, der af forskellige årsager ikke længere kan varetage et job på almindelige vilkår til bl.a. at lave hjemmesider, grafiske produktioner og regnskabsydelser. Socialøkonomiske virksomheder kunne med den rette bevågenhed og støtte være en god løsning til meningsfuld beskæftigelse for mennesker med store begrænsninger i arbejdsevnen.

Der er altså masser af muligheder, som kan udnyttes, før der skrides til drastiske ændringer i førtidspensionsreglerne. Dertil mangler der forskning i, hvad de registrerede stigninger i pensionstildelingerne til psykisk syge skyldes. Vi ved heller ikke nok om sammenhængen mellem sygdom og arbejdsevne, om konsekvenserne af førtidspensionering, om hvilke elementer af mental sundhed der har sammenhæng med udvikling af sygdomme, om hvordan sådan en sygdomsudvikling kan forebygges samt om behandlingsmulighederne for en række af de ikke-psykotiske lidelser. Der er nok at tage fat på. Det vigtigste er, at udgangspunktet er, at hvert menneske tæller og har en værdi i vores samfund.