Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print English flag Türk Bayrağı ةيبرعلا

Psykisk sårbare børn diskrimineres

I dag, fredag d. 5. marts, bringer Dagens Medicin artiklen ”Psykisk syge børn har discountrettigheder”. I artiklen problematiseres det forhold, at psykisk sårbare børn i psykiatrien bliver udsat for forskelsbehandling.
5. marts 2010, 15:30

For i modsætning til de voksne har børn og unge kun ret til behandling, hvis deres tilstand bliver forværret i venteperioden. Det fremgår af sundhedslovens paragraf 87b, stk. 3:

»Viser den psykiatriske undersøgelse, at en person har behov for hurtigt at modtage behandling for at undgå forværring af sin lidelse, kan vedkommende vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden to måneder efter undersøgelsens afslutning.«

Læs artiklen Psykisk syge børn har discountrettigheder i Dagens Medicin.

Lov til fri fortolkning

Resultatet er tovtrækkeri og magtkampe mellem private og offentlige hospitaler, fordi formuleringen om ”forværret tilstand” og ”akut forværring” i sagens natur kan ende som et fortolkningsspørgsmål. Og det gør det desværre i stor udstrækning, fortæller Dorte Nielsen, næstformand i PS, Landsforening for Spiseforstyrrede:

- Det er uhørt, at psykiske sårbare børn og unge ikke får samme rettigheder som psykisk sårbare voksne har i behandlingspsykiatrien. Jeg kender mange tilfælde, hvor et barn/ung og dennes familie er kommet i klemme i denne krig mellem de private og offentlige behandlere. Det har enorme omkostninger for familien. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvorvidt det er offentligt eller privat, børnene og de unge bliver behandlet - de skal bare behandles hurtigst muligt. Der er en lovgivning - og det virker besynderligt, at der skal bruges så megen tid på at omgås den. Det er uanstændigt og omsorgssvigt.

- Jeg kan dokumentere, at der bliver brugt rigtig meget tid på magtkampe, unødigt administrativt bøvl, hierarki og magt. Hvorfor finder vi os i, at vores børn og unge tages som gidsler og bydes ringere rettigheder end voksne? Det må der altså laves om på nu!, mener næstformanden i PS, Landsforeningen for Spiseforstyrrede.

PS, Landsforeningen for Spiseforstyrrede har i flere omgange gjort Sundhedsministeriet opmærksom på forskelsbehandlingen af børn og unge. Sammen med organisationer i Det Sociale Netværk af 2009 sender den nu en underskrevet erklæring til sundhedsminister Bertel Haarder med krav om, at psykisk sårbare børn og unge får de samme rettigheder, som psykisk sårbare voksne har i behandlingspsykiatrien. I erklæringen er der også krav om, at børn ved tvangsforanstaltninger skal sikres samme rettigheder som voksne.

© Copyright 2009Disclaimer