Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print   |  English

Psykiatere skal ledsage politiet

Hvert andet menneske, der rammes af politiets skud, er psykisk sårbar. Samfundets indsats kommer for sent, har for dårlig kvalitet og stopper for hurtigt. Og når en psykisk sårbar er presset helt ud, sender samfundet ofte politiet, som ikke er rustet til den slags opgaver, mener Poul Nyrup Rasmussen.
25. januar 2010, 16:30

Når psykisk sårbare mennesker er presset helt der ud, hvor de er stærkt forpinte, psykotiske og i total desperation, sender samfundet ofte politiet. Det er helt urimeligt – både over for psykisk sårbare og politi at betjente uden en psykiater skal håndtere den slags situationer, mener Poul Nyrup Rasmussen og opfordrer til handling nu:

”Sidste år skød og dræbte politiet en skizofren mand under en udrykning, hvor han angreb de to betjente med en kniv. Vi har set flere og flere af disse tragiske tilfælde. Jeg ser dem som det ultimative udtryk for at samfundets indsats kommer for sent, har for dårlig kvalitet og stopper for tidligt. Det burde aldrig være kommet så langt, og det er dybt urimeligt overfor både psykisk sårbare og politi. Vi må bryde den onde cirkel, der fører til, at flere og flere af psykisk sårbare bliver til retspsykiatriske patienter. Som et minimum må vi kræve, at alle regioner opretter en særlig udrykningstjeneste, hvor en psykiater tilkaldes hver gang, politiet kaldes ud til akutte situationer med psykisk sårbare. Det er helt grotesk, at en sådan tjeneste kun findes i Region Hovedstaden på nuværende tidspunkt”, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Nyhederne DR1 Søndag fremlagde d. 24. januar, at det hver anden gang, politiet retter våben mod et menneske, er mod en psykisk sårbar person. I alt har politiet skudt mod 15 mennesker de sidste fem år. Bent Hansen, formand for regionerne, fremsatte i udsendelsen sit ønske om at en psykiater ledsager politiet ved samtlige udrykninger til psykisk syge over hele landet.  Se DR1 Søndag her se program

© Copyright 2009Disclaimer