Christiansborgs forlig på satspuljeområdet er første skridt ud ad en vej, som kun kan betegnes som en glidebane. For hvad bliver det næste, når man nu over for én gruppe har besluttet, at det er i orden at indskrænke deres frihedsrettigheder? Hvem bliver den næste gruppe, som skal tvinges til noget mod egen fri vilje?

Jeg ved, at mange velmenende politikere har forklaret, at den nybesluttede mulighed for tvang kun bliver reel og virkelig tvang, hvis og når der ikke er andre muligheder. Og at målgruppen er meget afgrænset. Jeg ved også, at pårørende kan komme i en desperat situation, hvor behovet for hjælp er akut. Men. Og det er et stort MEN. For uanset afgrænsning og tanker om forbehold, så vil den tvang føre til en forråelse af forholdene for de psykisk syge i Danmark. Og uanset afgrænsning og pæne hensigter om forbehold, så risikerer tankegangen om tvang nu at vinde over tankegangen om at hjælpe de psykisk syge til en reel mulighed for at tage vare på sig selv.

Helt grundlæggende er forudsætningen for at indføre mulighed for at bruge tvang over for selv en meget lille målgruppe slet ikke til stede.  Den helt afgørende forudsætning er en psykiatri, som fungerer, som har de tilstrækkelige ressourcer og som reelt tilbyder behandling og hjælp til alle, der har brug for det – og helt indtil de er raske. Det har vi ikke i Danmark. Tvært imod. Der er overbelægning i dag på vores psykiatriske afdelinger! Vi ved, at adskillige patienter går igennem en ”prikkerunde” og bliver udskrevet for tidligt.

Vi har over det seneste årti opbygget et efterslæb på psykiatriområdet på mindst 1,5 milliarder kroner – målt i forhold til de fysiske sygdomme. Psykiatrien har ganske enkelt været helt og aldeles underprioriteret siden 2001. Forliget om satspuljemidlerne har på ingen måde bragt os i gang med at skabe en psykiatri i verdensklasse – og på ingen måde lever det op til ministerens fine ord fra foråret om at tilstræbe en psykiatri i verdensklasse. Forliget er et skridt tilbage for psykiatrien.

Jeg synes, det er helt afgørende, at politikerne på Christiansborg tænker sig grundigt om. Og meget gerne mere end det her forlig er udtryk for. De bør spørge sig selv, hvad der vil ske med de helt grundlæggende personlige frihedsrettigheder i Danmark, når nu de har taget dette første skridt ud på en glidebane, hvor de hurtigt vil miste fodfæstet.