Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print English flag Türk Bayrağı ةيبرعلا

VISO tilbyder specialrådgivning til borgere på det sociale område

Hurtig hjælp, rådgiverne kommer ud til borgerne selv, og de yder professionel specialrådgivning hos for eksempel borgeren selv, på bostedet eller i kommunen. Psykisk Sårbar taler med VISO for at finde ud af, hvad de er for en størrelse og hvilken slags hjælp, de yder borgerne.
29. juni 2012, 12:00

VISO står for Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation. Det er et landsdækkende, gratis tilbud, som rådgiver både borgere, kommuner og institutioner i sager, hvor udsatte eller borgere med handicap har brug for specialhjælp. De giver således, hvad man kalder socialfaglig vejledning. Det sker gennem et landsdækkende netværk af specialister med erfaringer fra praksis.
Eksempelvis kan VISO hjælpe en borger med at finde svar på spørgsmål som: Hvordan kan jeg leve med den lidelse, jeg har? Og hvordan kan jeg gennemføre min uddannelse eller passe mit arbejde på trods af mit fysiske eller psykiske handicap?

Når en borger henvender sig

Når en borger henvender sig til VISO, får vedkommende straks en konsulent i røret. Sammen med borgeren finder konsulenten ud af, hvad borgerens behov er, og hvilken indsats VISO kan sætte ind med. Jens David Kofoed Mogensen, der er faglig leder på voksenområdet i VISO, fortæller, hvordan hjælpen ser ud:
”Vi har et netværk af specialister over hele landet og kontakter den bedste specialist på det pågældende område, som så vil tage ud til borgeren – for eksempel i dennes eget hjem. Det er en stor fordel, at dialogen og samarbejdet netop kan foregå i eget hjem. Dels er det et trygt rum for borgeren, dels skal denne ikke besvære sig med at finde hen et nyt sted i en stresset situation, og dels giver det et bedre indblik i borgerens situation at se ham eller hende i eget hjem.”

Helhedsorienteret rådgivning

VISO tilbyder anonym rådgivning, men vil som oftest opfordre til at inddrage de fagpersoner i forløbet, der er en del af borgerens dagligdag. Og reelt er det kun i meget få sager, at borgerne vælger anonymiteten. VISO kan ikke træffe beslutninger i den konkrete sag, men kan bistå med supplerende ekspertise, viden og erfaringer.
”Hvis vi får en henvendelse fra en borger, opfordrer VISO som hovedregel til at involvere kommunen. Især hvis borgeren har brug for hjælp, støtte og rådgivning på længere sigt. Det vil give en mere helhedsorienteret rådgivning og sikre, at vi kommer hele vejen rundt om den enkelte borger. Samtidig giver det også mulighed for at sikre et bedre samarbejde mellem kommunen og borgeren,” fortæller Jens, som desuden peger på, at VISO kan hjælpe til med at etablere kontakten til kommunen.

Forældre søger specialrådgivning

Der er et stigende antal forældre, som henvender sig til VISO på vegne af deres hjemmeboende børn. Det kan være på vegne af unge, som isolerer sig, og som forældrene ikke ved, hvad de skal stille op med. De føler ikke, at kommunen hjælper, og den unge passer ikke skolen og bliver stadig mere isoleret i hjemmet.
”Her kommer VISO’s rådgivere ud i hjemmet og forsøger at hjælpe familien på rette spor. Eksempelvis får familien redskaber og metoder til bedre at kunne rumme og tackle den unges problemstillinger og indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen. VISO kan hjælpe familien med at forstå problemstillingen bedre, så konflikterne i hjemmet bliver mindsket, og de finder måder at kommunikere sammen, som de ikke havde før, ” fortæller Jens David Kofoed Mogensen.
    

© Copyright 2009Disclaimer