• English flag

Byg Bro

- flygtning hjælper flygtning 

Vi tror på, at alle mennesker har en værdi. Vi tror på, at erfaringer og det levede liv betyder noget, og vi tror på, at de herboende flygtninge, der har erfaringer med at blive integreret i det danske samfund og som ved, hvad det vil sige at være på flugt, kan hjælpe nytilkomne flygtninge med de udfordringer, som de står over for, når man er i ny i det danske samfund.

Derfor har vi etableret projektet Byg Bro.

Her vil herboende flygtninge hjælpe nytilkomne flygtninge med det, der er svært. Med alt fra praktiske gøremål, der kan virke uoverskuelige, med samtaler om savn og mental sundhed, hvordan man kan passe på sig selv, og hvordan det er at være fremmed i et nyt land og med at vække troen og håbet til live.

Målet er, at de nytilkomne skal lære at håndtere dagligdagen, praktisk såvel som emotionelt, så de nytilkomne flygtninge står bedre rustet til at indgå på arbejdsmarkedet, tage en uddannelse og i det hele taget blive en del af det danske samfund.

I Det Sociale Netværk har vi mange års erfaring i forhold til at hjælpe og udvikle initiativer for psykisk sårbare. Vi har gennem flere år specialiseret os i at skabe frirum og fællesskaber, hvor det er muligt at tale med ligesindede og dele sine erfaringer, hvor det muligt at tale om det, der er svært. Hvad enten det er for unge, ældre eller tidligere brugere af psykiatrien.

Når mennesker bliver mødt af ligesindede, som eksempelvis flygtninge, der møder flygtninge, så opstår der en samhørighed. Vi tror på, at flygtninge der har stiftet bekendtskab med det danske samfund har en masse at give tilbage, at de besidder en masse ressourcer, og at de ønsker at hjælpe andre.

Vi tror på, at de ved hjælp af deres særegne kulturelle baggrund og erfaringer med at blive integreret i det danske samfund kan hjælpe og give en masse videre til nytilkomne flygtninge, som de ikke møder andre steder i systemet.

Det er på den baggrund, at vi har etableret Byg Bro. Fordi vi ønsker at fokusere på flygtninges mentale helbred, fordi vi ønsker at skabe et grundlag for en bedre og mere helhedsorienteret integration, der beror på frivillighed, erfaringer og troen på, at alle mennesker har en værdi.

Klik her og læs mere om Byg Bro, og klik her og mød vores ambassadør Isam B