Mit liv.
Om et naivt og godtroende menneske som f.eks. Fyrst Mysjkin i F.M.Dostojevskis "idioten".
Mennesket føler sig meget tidligt først og fremmest fremmedgjort og misfortolket i forholdet til sine omgivelser. Pga. eller måske snarere på trods af en ekstrem sensitivitet, begår han i sin naivitet den fejltagelse at forsøge at leve i modstrid med sine grundlæggende og oprindelige indre værdier, i forhåbningen om at han derved vil få større held med at blive respekteret og dermed opnå den for ham livsnødvendige følelse af at blive forstået og accepteret i den ydre og på daværende tidspunkt for ham"virkelige" verden.
Valget viser sig sidenhen at blive såvel skæbnesvangert og katastrofalt for ham idet han som følge af en predisposition for psykisk sygdom og de sjælelige kvaler som han lider under i sit misforståede forsøg på at tilpasse sig, ender på et lukket psykiatrisk afsnit pga. en manisk psykose og får stillet diagnosen, bipolar affektiv lidelse.
Resultatet bliver adskillige indlæggelser og mange mislykkede forsøg på at lindre symptomerne medicinsk, og han lever i nogle år som eneboer et udsvævende og excentrisk liv, hvor han samtidig gransker i sjælen i sin søgen efter de værdier han i tidernes morgen følte sig nødsaget til at give afkald på i jagten på accept og anerkendelse.
I sin optimistiske natur er han dog overbevist om, at blot han graver dybt nok, eksisterer der inderst inde stadig en sund kerne, som fremover skal blive det naturlige fundament hvori opdyrkningen af en mere harmonisk identitet kan finde sted og slå rødder, og med tiden folde sig ud og blomstre.
Undervejs i processen kommer han til at stå ansigt til ansigt med de dæmoner, som slører hans fornemmelse for sandheden. Han gør sig klart, at forudsætningen for at leve et liv i tæt kontakt med sit inderste sande væsen, er at acceptere sine dæmoner og dermed undgå konfrontationer og de efterfølgende blodige indre kampe som alt for ofte førhen resulterede i mislykkede projektioner ud i verden, til skade for både ham selv og sine omgivelser.
Udover en gradvis afsløring af sine kerneværdier erkender han i takt med at han forliger sig med dæmonerne trin for trin at være i besiddelse af adskillige værdifulde kompetencer herunder en usædvanlig kreativitet som han har været tvunget til at udvikle for at forsvare sit skrøbelige sind, men som parakdoksalt nok samtidig har været den primære årsag til hans miserable eksistens, idet den tilførte ham en nærmest kamæleonsagtig evne til at tilpasse sig sine omgivelser hvilket til sidst kom til at stride imod hans naturlige behov for at realisere sig selv, og i sidste ende gjorde ham alvorligt psykisk syg.
Med oplevelsen af at være i en nærmest symbiotisk kontakt med sit inderste væsen, tillader han sig for første gang i sit liv at være fuldkommen sig selv og ydermere at give udtryk for det. Den frihed og harmoni som han derved oplever i sit indre, viser sig senere på alle fronter at blive værdifuld for ham i sin fremtidige tilværelse, idet han har fat i selveste kilden til nogle naturlige kreative krafter som han aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om at være i besiddelse af.
Han står nu ved livets midte og skal træffe et vigtigt valg.
Foran ham ser han for sig en stor mørk gammel buet port af tykke bjælker med sorte jernhængsler, som har åbnet sig op for ham.
Skuer han bagud ser han noget der minder om en slagmark hvorover der hænger dynger af store tunge mørke skyer. Sammenstyrtede bygninger ligger fuldstændig sønderknuste i rygende ruiner og ituslåede murbrokker flyder overalt imellem de tårnhøje bunker af tomme vinflasker hvis indhold han periodevis konsumerede med en intensitet der på lang sigt ville ha fået alvorlige konsekvenser for såvel hans fysiske som mentale helbredstilstand. Dusinvis af velkendte ansigter vender sig imod ham malet med forundrede udtryk.
Midt i scenariet står hans kolde, hårde moderlige ophav arrigt og kommanderer insistererende at han skal komme tilbage og opføre sig ordentligt som han altid har gjort, og ved siden af, en følsom far der alt for tidligt gav op og forsvandt ud af hans liv for bestandigt.
Han ser to ulykkelige og fortvivlede kvinder, hvis verden er brudt sammen, og hvis hjerter er knust over illusionen om at have fundet den eneste ene bristede i takt med at hans inderste væsen brød frem og så dagens lys, og at de indser at deres relation til ham byggede på en livsløgn som han godtroende og uden at vide det solgte til dem men som viste sig byggede på præcis de samme præmisser som var årsagen til at hans symptomer på hans psykiske lidelse brød frem.
Uforstående psykiatere hvis velmenende tilbud om lægefaglig behandling med antipsykotisk medicin han kategorisk afviste pga.de zombilignende bivirkninger han nægtede at leve med, samt et utal af frustrerede arbejdsgivere der i den grad undres over hvorfor han dog ikke bare ku gøre som de andre og finde sin plads og bruge sit gode hoved på lige netop deres projekt.
Vender han blikket den anden vej, igennem porten, ser han en solbeskinnet eng med en langhåret lyshåret sensuel kvinde som med armene spredt ud fra kroppen i blide harmoniske bevægelser danser rundt om sig selv med lukkede øjne og ansigtet vendt mod en blå og skyfri himmel i en lys og let sommerkjole.
Til højre i billedet står et lille dunkelt og gammelt firkantet træbord og en stol, og på bordet er der placeret en sort skrivemaskine.
Med nøglen til porten i hånden, kigger han sig nu en sidste gang tilbage, inden han tager sin endelige beslutning. Det allersidste blik fæstner han ved sin purunge datter, Jolivia, som kigger op på ham med et sørgmodigt udtryk i sine store blå øjne, et syn som for evig og altid vil være prentet ind i hans bevisthed.
Det giver et sug i maven på ham idet han gennemfører sin beslutning om at vende ryggen til såvel hende, som alle de øvrige mennesker der eksisterede i dette univers fra en svunden tid, der for ham var en forvrænget projektion af hans indre virkelighed. Han går gennem porten, lukker den og låser og smider nøglen ud i en lille sø midt på engen.
Valget er ultimativt og uigenkaldeligt, og det er med en følelse af vemod blandet med dyb afmålt lykke at han beslutter sig for at tage kvinden ved hånden. Der eksisterer ingen gylden middelvej, enten måtte han vælge den ene side af porten eller også den anden. Valget stod mellem det gode og ægte på den ene side og det onde på den anden, og det gode for ham er at leve et autentisk og oprigtigt liv med respekt for de oprindelige værdier som udspringer fra kernen af hans inderste eksistens.