Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print English flag Türk Bayrağı ةيبرعلا

Medlem side

 

Brugernavn:Peter
Brugergruppe:Pårørende
Køn:Mand
Aldersgruppe:50-59
Region:Midtjylland
Min livshistorie:
Det hele er så nyt - pårørende til psykisk sårbar kvinde og en dejlig en af slagsen.

Jeg er samlever med en pige der lige er i udredning for, ender det nok med, diagnosen bipolar 2.

Det hele er endnu meget nyt og jeg gør mit bedste for at skaffe mig viden. Selvom jeg ikke betragter mig selv som fordomsfuld, så må jeg sige, der er blevet rykket ved min forestilling vedr. psykisk sygdom. psykisk sårbar er en god term, som rummer håb.

Min kæreste blev indlagt med depression i oktober og udskrevet 7 uger senere, nu er hun tilknyttet ambulant 4 dage om ugen på hospitalet og det er trygt og godt - for os begge.

Der er gode dage, hvor håbet blomstrer og der er dårlige dage, hvor håbet visner. Det er meget 2 skridt frem og 1 tilbage, men set over den lange bane, så er der kollosale fremskridt. Det er der vi forsøger at lægge fokus.

Det hele er så nyt, at dette vel ikke kan kaldes en livshistorie, men så da begyndelsen til en .

Jeg kunne ønske at blive mere inddraget af sygehuset, men der mødes jeg med holdningen, at de jo har tavshedsplgt, er min kærestes ambassadør og så tænker jeg. Det er jeg vel først og fremmest, jeg elsker hende jo og har hende i min bevidsthed 24/7 - Det kunne da være en mulighed at jeg kunne bidrage med noget der ville være positivt for helhedsbilledet?

Da hun blev indlagt var der ikke grænser for hvilke oplysninger de eftersøgte gennem mig og jeg kunne bare ringe til afdelingen, men efter 14 dage, blev jeg bedt om at søge oplysningerne fra min kæreste og afdelingen var som en lukket mur.

I et forløb på 3 måneder har jeg været til 2 pårørende samtaler og en med alle vores fælles børn, samtlige af disser er kommet på eget initiativ.

Jeg tror på fremtiden og at åbenhed kan gøre en forskel.

Vi har valgt fra starten, at være åbne omkring hele forløbet, overfor børn, famile, venner og arbejdsplads og det har været befriende for alle, at ingen kunne komme til at sige noget forkert. Vores børn har talt åbent om det i skolen og har kun mødt forståelse, fra både lærere og kammerater. Det samme gælder min arbejdsplads, hvor enkelte myter om psykiske lidelser har måttet tales om.

Godt der er hjemmesider der kan bekræfte og være med til at aflive myterne.

Mvh Peter

 

Brugerkommentarer: (2)
Måtte give op
Peter | 13. feb. 2011 | 14:14

Det blev for hårdt, det 3. opdagede utroskb, gjorde, at jeg måtte bede hende om at flytte.

Hun bor nu med ham og er helt uden for min rækkevidde. Jeg har forsøgt at holde kontakten, men får ingen respons.

Så det var det.

åh nej
Lisa81 | 06. maj. 2011 | 09:54
Nej dog. Jeg er helt målløs. Din historie røre mig dybt. Har børnene kontakt med hende?

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Brugernavn: 
Password:   
 



© Copyright 2009Disclaimer