• English flag

Spiseforstyrrelsens tragedie

Spiseforstyrrelser er et nødråb. Det er et svar på en kultur, hvor tryghed er en mangelvare, og hvor kontinuiteten for længst er forduftet. Sådan siger den norske professor og psykiater, Finn Skårderud. Det Sociale Netværk har mødt ham til en snak om spiseforstyrrelser og moderne kultur.
5. oktober 2012, 15:00

Vi hører det hele tiden – det er svært at være ung af i dag. Og vi har undersøgelser, der dokumenterer, at et stadigt stigende antal unge føler, at de mistrives psykisk. Hos en gruppe af unge bliver denne mistrivsel meget tydelig – nemlig hos de unge med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.

”Mange siger, at spiseforstyrrelsen er deres løsning på et problem, og så sker der det, at løsningen bliver problemet. Løsningen på et problem om at føle sig ubeskyttet og utryg og være bange for ikke at være god nok. Det er altså et kontroltema, der er tale om,” forklarer den norske professor og psykiater Finn Skårderud.

Utryg kultur

Skårderud har tre hovedforklaringer på, hvorfor netop utryghed er et centralt begreb i hans tilgang; nemlig ændringsaccelerationen, individualiseringskulturen og de sociale spil. Han forklarer:

”Vores kultur kan opleves som utryg for mange mennesker. Det kan være svært at have tillid til, at tingene varer ved. Familierne holder ikke sammen, skolesystemet ændres, arbejdslivet forandres. Der er i vores samfund en voldsom ændringshastighed, og det er forståeligt, at det gør mange utrygge, fordi ikke alle mestrer at være omstillingsparate og fleksible mennesker.”

”Et andet aspekt er individualiseringskulturen. Der er et krav om, at man skal skabe sig selv, og det er en enorm udfordring for en 14-årig pige! Hvis du oven i købet har mistillid til dine voksne – dine lærere og forældre – så skal du selv, og vha. dine jævnaldrende, lære at tackle komplicerede følelser.”

Et tredje element, som Finn Skårderud peger på, er, at det i vores kultur er blevet afgørende at kunne forstå de sociale spil og sammenhænge. ”I industrisamfundet var det vigtige at kunne indgå i produktionen, og i bondesamfundet at kunne køre ploven, men i vor tids samfund er det centralt at kunne forstå sociale mekanismer. At være socialt intelligent,” forklarer han.

Kroppen som bærer af alt det svære

Vi lever altså i en kompleks kultur, og som Skårderud fremhæver, så er at paradokset, at man for at kunne håndtere et sådant samfund, har brug for tryghed og stabilitet. Men trygheden forsvinder jo netop som et resultat af ændringshastigheden. Løsningen bliver for mange at ty til det mest nærliggende – nemlig kroppen.

”Kroppen er fantastisk som kommunikativt redskab, fordi den er så tydelig. Samtidig er den helt ubrugelig at kommunikere ved hjælp af, fordi den ikke har sproget til at formulere det komplekse. Det er på en måde spiseforstyrrelsens tragedie! Selvskade og spiseforstyrrelse er jo tydelig kommunikation, og det er tilsyneladende en effektiv måde at regulere følelser på, men den kommer til kort, når det handler om at sige noget avanceret og sammensat.”