Jeppe Sandberg

Jeg er privilegeret med mange venner

Det startede, da jeg stod i lære som elektriker. Jeg havde en chef, som altid så det negative i alt – selvom vi havde gjort det godt, så han kun det negative. Det var blandt andet det, der fik det til at knække for mig. Jeg kan ikke selv huske det, men min far siger, at han fandt mig på mit værelse helt rundt på gulvet.

Min læge mente, at jeg skulle blive ved med at gå på arbejde og det gjorde jeg i en måneds tid, men jeg fik det dårligere. Jeg begyndte at høre mærkelige stemmer indeni, jeg turde ikke gå på gaden og jeg kunne høre folks tanker.

Jeg blev dagspatient på Oringe og fik diagnosen paranoid skizofreni. Medicinen hjalp i starten. Jeg fik min uddannelse, fordi jeg havde en god kammerat, som skrev mine rapporter for mig, mens jeg gik og nussede med præsentationen af projekterne – for det kunne jeg overkomme. Havde det ikke været for ham, så havde jeg ikke haft en uddannelse.

Da jeg flyttede til København og kom ind under distriktspsykiatrien, stødte jeg ind i en alle tiders kontaktperson. Hun var god til at snakke med mig og så altid tingene fra mit synspunkt. Da jeg fik tre måneders varsel ved fyring, rådede hun mig til at melde mig syg. Og så brugte jeg tiden på at se på dagtilbud i Købehavn.

Jeg blev tilknyttet Klub Fontana i Fountain House og kom til en introaften med ti andre, der lige var startet i klubben. Det var også på det tidspunkt, jeg begyndte at få noget medicin, som hjalp.

Jeg havde dage, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg lavede. Dage, hvor jeg lå hjemme i min seng og dage, hvor verden ikke ragede mig en skid. Men så fik jeg tilbudt et otte ugers forløb i Klub Fontana med coaching, fremtidsværksted, malerværksted og løbetræning. Et forløb, som skulle hjælpe mig til at blive klar over, hvad jeg vil med mit liv.

Jeg vidste, at jeg måtte gøre et eller andet. Jeg tog imod tilbudet og mit succeskriterium var at få det godt og blive godkendt til førtidspension. Medarbejderne hjalp mig meget og det betød, at jeg efter forløbet havde det så godt, at jeg ikke længere ville nøjes med pension – og det lykkedes mig at blive godkendt til flexjob i sommers efter nogle måneders arbejdsprøvning.

Nu søger jeg job.

Jeg er sikker på, at det vigtigste, når man får det så skidt, er, at holde kontakt til sine venner. Jeg er privilegeret med mange venner, som er klar til at hjælpe – og sådan, tror jeg, alle mennesker er. De er klar til at hjælpe, hvis man selv åbner.