Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Skriftstørrelse   |  Tip en ven   |  Print English flag Türk Bayrağı ةيبرعلا

Psykisksårbar Løbedagbog

Her kan du følge vores søndagsløb i Fælledparken, hvor vi mødes hver søndag kl. 11 til en frisk løbe- eller gåtur.

Søndag den 01.07.12

I dag var det sidste søndag før vores sommerpause. Det var meget varmt og solrigt da et par løbere, seks gående samt en lille hund drog af sted på henholdsvis løbe- og gåtur i Fælledparken. Der blev snakket hyggeligt på kryds og tværs om sommerplaner, vejret, stort og småt. Der var som sædvanlig en masse liv og leben i den smukke park. Omkring Parken var der trafikkaos på grund af alt Madonnas gear, der ankom før koncerten i morgen.
Tilbage igen ved udgangspunktet trængte vi til en masse vand og lidt frugt. Løberne annoncerede, at de tager ind og løber de næste søndage, på trods af pausen. God sommer alle sammen!! Vi ses igen søndag den 12. august, kl. 11:00.


Søndag den 24.06.12

Vejret viste sig ikke fra sin bedste side denne søndag, men vi var faktisk så heldige, at det holdt tørt på hele vores gåtur. Løbere var der ingen af – så kære læsere: Husk nu på, at vi har en løbetræner i Fælledparken hver eneste søndag. Inviterer gerne interesserede løbere med.
Vi nærmer os med hastige skridt vores sommerferielukning, kun en søndag tilbage, så lukkes der for løb i gå-lunt-løb i 3 uger.


Søndag den 17.06.12

I søndags, hvor I andre sad ved morgenkaffen og glædede jer over, at I ikke var taget ud i regn og blæst for at løbe rundt i Fælledparken, var vi fem friske, der tog kampen op med vejret og stak det lange ben foran for at komme udenom dråberne i det regnvåde København. Men lidt har også ret, og vi hyggede os gevaldigt på stierne og under træerne. Snakken gik glat ikke mindst om den lille hund Muftasse… som efter sigende er en dejlig lille hund, som Torben havde ladet blive hjemme – det var nu heller ikke vejr til små hunde. Efter turen indtog vi forfriskninger i læ af posthuset. Der var det sædvanlige OG lakridspiber, som nok kunne få smilet frem hos mig. Glade og godt tanket op af det gode selskab gik vi veltilfredse ud i søndagen med et tak for i dag og et ikke ringere: Vi ses.


Søndag den 06.06.12

Søndag den 6. juni var rigtig mange mødt op i Fælledparken til løb. Vi delte os i to hold, løb og gå-holdet. Der var 2 nye ansigter – nogle unge kvinder – som var på løbeholdet, så jeg nåede aldrig at tale med dem, da jeg for første gang tog gå-holdet, og da jeg kom tilbage for at servere frugt og juice, var de allerede smuttet.
Helle og Ole var der også og var i meget fint humør – ja alt i alt var der en god stemning og fin deltagelse ca 12 i alt.


 

 

Søndag den 13.05.12

Fantastisk vejr og svanemor ved siden af reden, det er fyldt med 6 blanke store æg. Vi glæder os til at se ællingerne.
En løber pudsede formen af til et af forårets mange løb, og det lød som om turen gik godt.
Vi talte en del om den kommende recoverykonference, der var mange forventninger til talerne og en vis spænding i forhold til, om konferencen på sigt vil ændre noget ved praksis.


Søndag den 06.05.12

Kold og klar dag – vi var flere med for lidt tøj på – så turen blev gået i rask trav! Vi var ganske få, talte om, at det jo nok hang sammen med alle konfirmationerne.
Parken var smuk, bøgen er skriggrøn, og forårsfornemmelsen fornægtede sig ikke med alle de fodboldspillende børn og voksne på banerne.


Søndag den 29.04.12

Smukt vejr og mange løbere i Fælledparken prægede søndagens gå-lunt-løb. Vi fik snakket om løst og fast, der i blandt også om den kirke man så tydeligt ser tårnet af, og som ligger på Jagtvej. En hurtig undersøgelse viser, at det er Augustins Kirke. Det er en katolsk kirke. Således klogere glæder jeg mig til min næste gåtur i Fælledparken og krydser fingre for at vejret bliver lige så godt som denne søndag!


Søndag den 22.04.12

Det var lidt råt og køligt i luften denne søndag formiddag, men alligevel emmede Fælledparken af liv og forårsfornemmelser. Og der var 12 friske folk, som var mødt op til gå- og løb med DSN, heriblandt nogle, som havde taget turen helt fra Køge!!
Det var Anette fra Running26, som piskede løberne igang. En kvinde havde taget sin lille nevø med, som klarede det flot! Alle kom rødkindede tilbage, også os fodfolk, som havde travet hele parken rundt i rask tempo. Vi sluttede af med et glas koldt kildevand og appelsiner, æbler og bananer. Således opladede begav vi os videre ud i byen til brunch/i bilerne/på cyklerne/på s-toget. En perfekt sund og frisk start på en søndag formiddag.


Søndag den 15. april 2012

Løbeholdet blev denne søndag velsignet med en sol, som stod højt på himlen. Humøret var derfor højt blandt de 11 deltagere og den ene hund, som var med ude at gå. Turen igennem parken var skøn og bød vanen tro på gode snakke. Blandt andet fik vi talt lidt om de mange løbere, som havde lagt deres vej forbi Fælledparken, som led i en træningskonkurrence op til Copenhagen Marathon.
Vi sluttede af med frugt og juice og forventningen om en fortsat god søndag.


Påskedag d. 8. april 2012

Påskedag var meget kold. Den startede endda med sne, men vi var et par stykker, der trodsede vejret og mødtes kl. 11 i Fælledparken. Vi satte et højt tempo på vores friske gåtur for at holde varmen. Men efterhånden blev det heldigvis lidt lunere. Tilbage ved Genforeningsmonumentet efter en lille times gåtur spiste vi frugt og drak vand, inden vi ønskede God Påske og fortsatte hver til sit. Meget fin start på en søndag.


Palmesøndag d. 1. april 2012

Palmesøndag markerer starten på påsken. For en lille gruppe blev påsken derfor startet med en gå- eller løbetur i Fælledparken. Poul Nyrup tog sig af løbeholdet sammen med repræsentanten fra Running26, og Det Sociale Netværks udsending var med gåholdet rundt.
Vejret var med os. Solen skinnede og luften var forfriskende.  Der blev talt om aprilsnar i TV-avisen, 1864 krigen og de tyske og danske mindretal i hhv. Sønderjylland og Slesvig.
Begge hold var tilbage fra dagens rute på præcis samme tidspunkt, og kunne i fællesskab nyde frugt, vand og juice omkring Genforeningsmonumentet. Slutteligt ønskede alle hinanden en god påske og fortsatte søndagen i hver deres retning. Alt i alt endnu en god time tilbragt i fælledparken.


Søndag den 25. marts 2012

Solen viste sig fra sin bedste side og skinnede fra en skyfri himmel, og på trods af sommertiden var der både løbere og gå-hold på dagens tur i Fælledparken. Poul Nyrup har fundet løbeskoene frem igen. Det glædede alle fremmødte, og Poul deltog på løbernes hold. Gå-holdet tog turen rundt i Fælledparken og over omkring fodboldanlægget i rask gang. I løbet af gåturen blev der også tid til at vende mange forskellige emner fra samtaler om fleksjob til den nye film om Caroline Mathilde og Struense! Til slut mødtes vi alle til en forfriskning og et stykke frugt som afslutning på en dejlig times motion.


Søndag den 18. marts 2012

Søndag den 18. marts var grå og kedelig. Men på trods af det mødtes vi til løb- og gåtur i Fælledparken kl. 11. Det blev til en lille times tid med løb, gåtur, hyggesnak, forår i luften og fuglekvidder. Da vi igen mødtes ved Genforeningsstatuen til vand og frugt brød solen igennem. Det var en fin søndag!


Søndag den 11. marts 2012

Endnu en hyggelig søndag i parken.
Solen stod højt på himlen, da løbeholdet traditionen tro mødtes til motion og hyggeligt samvær søndag den 11. marts.  Ud af de ni fremmødte valgte tre at løbe med en professionel løbetræner, mens vi andre gik en tur rundt i Fælledparken. Det var en skøn forårsdag, og parken var fyldt med børn som legede, familier som gik tur, og unge som sad og læste i solen. Til slut mødtes vi igen ved Genforeningsmonumentet, hvor vi nød lidt frugt og en juice og ønskede hinanden en fortsat god søndag.


Søndag den 4. marts 2012

Foråret er på vej! Det stod klart, da 15 deltagere søndag den 4. marts mødtes ved Genforeningsstatuen. En valgte at løbe med professionel træner, mens alle vi andre gik en tur i Fælledparken. For at strække turen slog vi et smut forbi træningsbanerne ved siden af Parken. Tre kvarter efter var der velfortjent frugt, vand og juice til at styrke sig på sammen med en lille snak, inden vi alle gik hver til sit efter en times frisk motion og hyggeligt samvær.


© Copyright 2009Disclaimer